»Det er grotesk og barnligt af Lisa Lents.«

Sådan siger den nu tidligere Miss Danmark 2018, Tara Jensen, til B.T., efter hun onsdag aften blev frataget sin titel grundet 'brud på tillidsforhold og forpligtelser', som det lyder i en pressemeddelelse fra organisationen Miss Danmark.

I meddelelsen, som du kan læse mere om her, kommer konkurrencen, hvis direktør er tidligere vinder Lisa Lents, med en lang række anklager mod Tara Jensen. Anklagerne og fratagelsen af titlen kommer umiddelbart inden premieren på en DR-radiodokumentar om Miss Danmark, hvor bl.a. Tara Jensen har udtalt sig kritisk om konkurrencen såvel som direktøren.

B.T. har bedt Tara Jensen svare på en række af de anklager, organisationen fremsætter:

  • Påstand: Du blev allerede frataget kronen i januar

»Jeg ved ikke, hvor hun har det fra. I januar skrev hun, at hun skulle bruge min krone og saches (skærf, red.) til et photoshoot. Men hun har ingen krav på dem, for det er mine, og der bliver jo ikke kåret en ny vinder (som skal have dem i stedet for, red.), for Miss World har allerede fundet sted, og der vil altid stå 2018 på, jo.«

  • Anklage: Du har brudt kontrakten, hvor der står, du ikke må tale negativt om Miss Danmark

»Både og. Min advokat har faktisk allerede ophævet kontrakten i januar eller februar, fordi den er ugyldig og ensidig. Den underkaster på en måde grundloven og ytringsfriheden. Så jeg har som sådan ikke rigtig brudt den.«

  • Anklage: Du er ikke mødt op til forberedende møder, der var til gavn for dig selv

»Hun (Lisa Lents, red.) har indkaldt mig til ét møde, hvor vi sad på en café og spiste smørrebrød, men snakkede ikke om noget, der havde med konkurrencen at gøre. Efter konkurrencen, hvor der jo ikke er noget at forberede, skrev hun til mig, om vi ikke skulle tage en kop kaffe og snakke om det. Det var jeg overhovedet ikke interesseret i. Det forekom mig unødvendigt.«

  • Anklage: Du har ikke givet løbende opdateringer til ledelse og følgere af Miss Danmark

»Jeg har skrevet under på, at jeg skulle opdatere hver anden dag fra den officielle Miss Danmark-profil under Miss World i Kina, men ikke hver dag, som hun forsøgte at presse mig til.«

»Hun er utilfreds med, at jeg også brugte min private profil, og hun mente, jeg forsøgte at promovere mig selv. Men selvfølgelig deler jeg noget på min private profil, der har med mig at gøre.«

  • Anklage: Du har ikke givet løbende opdateringer til samarbejdssponsorer

»Lisa bad mig medbringe 10-11 gallakjoler, som var blevet sponsoreret, og jeg tror, vi brugte to af dem. Der var ikke tid til at bruge to timer på at lægge makeup og tage gallakjole på for at tage billeder til de sociale medier, for der var program hele tiden.«

Men I havde aftalt, du skulle reklamere for kjolerne?

»Det var Lisa, der bad mig tage kjoler med, som ikke skulle bruges – og jeg skulle forresten selv betale for al den bagageplads – så det er ikke mig, der ikke har opført mig ordentligt over for sponsorerne. Der var mega dårlig forberedelse. Hun har selv været med i konkurrencen, så hun ved jo godt, der er meget travlhed.«

  • Anklage: Du har oprettet en hadegruppe rettet mod flere medlemmer af Miss Danmarks mentorteam. Gruppen blev brugt til hetz og mobning

»Der blev stiftet en SnapChat-gruppe, tilbage da vi startede som finalister, men det var ikke mig, der oprettede den. Her er nogle af de andre finalister kommet med nogle ting, som de er utilfredse med. Og jeg sidder i Kina (til Miss World, red.) og er mega indebrændt og fortæller, at hun også har været efter mig, og at man ikke får forskelsbehandling, fordi man har vundet.«

Hvad skrev I om i gruppen? Hvad var I utilfredse med?

»Der var hele tiden social kontrol. Man var bange for at træde ved siden af. Hendes væremåde og nedladende, flabede, barnlige tone. Hun var på en måde øverste chef, så man ville gerne imponere og have, at hun kunne lide en. Men der kom kun kritik tilbage, ingen ros.«

Der var ikke hetz og mobning i gruppen, som Miss Danmark skriver?

»Nej, det er modne, voksne piger, der bare har fortalt, de var utilfredse. Hvis nogen har mobbet, så er det Lisa, der har mobbet os. Jeg skrev bare, at jeg syntes, vi blev udnyttet, og at det var en pengemaskine.«

  • Anklage: Du har misbrugt din titel til anskaffelse af egne sponsorer

»Det er en slags samarbejdspartnere, jeg har fået via min Instagram-profil, hvor de har syntes, jeg var interessant.«

Men de har vel fundet dig pga. Miss Danmark?

»Det kan jeg selvfølgelig ikke være sikker på, men det er ikke det indtryk, jeg har fået. Jeg har da haft en håndfuld følgere på Instagram og har lang tid før Miss Danmark fået diverse tilbud til events osv.«

Efter onsdagens pressemeddelelse har Tara Jensen sat sin advokat på sagen, fortæller hun til B.T.

»Så der kommer helt sikkert til at ske noget med det. Min advokat var rasende, da jeg snakkede med ham i morges, og jeg har hørt fra flere, at jeg kan få erstatning, fordi hun er gået så personligt mod mig,« siger Tara Jensen og tilføjer:

»Hvis jeg havde vidst de ting, jeg ved nu, så havde jeg ikke tilmeldt mig Miss Danmark i sin tid.«

B.T. arbejder på en kommentar fra Lisa Lents. Men til Ritzau fortæller hun, at hun ikke ønsker at udtale sig yderligere af hensyn til stævningen.