Tv-vært Mille Gori græder og griner højt og meget, og især én helt bestemt person trigger følelserne mere end andre.
Hvilket træk holder du mest af hos dig selv?
»Min gode mavefornemmelse, og at jeg har direkte adgang til alle mine følelser og ikke er bange for at vise dem. Jeg er i virkeligheden et utrolig følsomt lille væsen.«
Har du altid været meget i dine følelsers vold?
»Jeg har altid været meget i kontakt med mine følelser, og derfor sagde min mor også til mig, at jeg var en lille fe. Lidt ligesom Klokkeblomst fra 'Peter Pan'. Hun kunne nemlig kun være megaglad, virkelig sur eller rigtig trist, fordi hun var så lille, at hun kun kunne rumme en følelse ad gangen – og sådan var det også lidt med mig. Og så vil jeg sige, at jeg er blevet endnu mere følelsesladet med alderen, og jeg frygter faktisk lidt, hvordan det mon bliver, når jeg bliver ældre. Haha.«
Kan det være en udfordring at være så følelsesladet?
»Ja! Jeg har stået i mange situationer, hvor det har været en udfordring. Situationer, hvor jeg ville ønske, at jeg kunne have holdt tårerne tilbage og virket knap så følsom. Når det er sagt, er det virkelig ikke en dårlig ting, og jeg er meget stolt over, at jeg har plads til at lade følelserne få frit løb. Derfor prøver jeg også at minde mig selv om, at det er okay at græde og grine højt. Og ikke mindst at italesætte netop det over for mit børnepublikum. At det at være stærk og sej ikke betyder, at man ikke også må græde!«
Hvorfor er det vigtigt at vise sine følelser?
»Jeg synes ikke, at det nødvendigvis er vigtigt at vise følelserne over for andre, men jeg synes, at det er vigtigt, at man kan åbne op og give slip. Jeg tror, at de fleste kender til den lethed, der kommer, efter man har fået lov at græde eller grine, og jeg tror, at hvis man ikke giver sig selv lov til at slippe det løs og være i det gennem hele livet, så tror jeg på en eller anden måde, at man kan fryse fast. Man skal give slip på noget, så man har plads til at samle noget nyt. Første gang, at jeg mistede en, som jeg elskede, der græd jeg på en måde, som jeg aldrig har grædt på før.«
»Det var, da jeg som 15-årig mistede min bedstemor, der ud over mine forældre har haft den største indflydelse på min barndom og store dele af det menneske, som jeg er i dag. Men jeg sad også ved siden af nogen i den kirke, som ikke græd. Jeg tror, at der for dem har ligget noget styrke i at vise, at de ikke behøvede tårer. Det er også helt okay at have det på den måde, men jeg tror bare, at hvis man giver sig selv lov til at være ked af det, når man er det, så lærer man også af, hvordan man kommer videre. Jeg tror selv, at jeg er blevet og stadig bliver stærkere af ikke at skulle kontrollere den del af mig hele tiden.«
Er der nogen, du specielt deler dine glæder og sorger med?
»Min søster, bror, mor og far. Og jeg vil sige især min far. Jeg har virkelig fået de følsomme træk fra ham. Han kan virkelig trigge mig, bare han spørger, hvordan det går. Der skal ikke mere til før, at jeg går i den ene eller anden retning af humørskalaen. Og så er der selvfølgelig min kæreste og mine tre tætteste veninder. De har også fuld rådighed over de knapper, der findes i mit system.«
