Mille Dinesen kæmpede for at blive gravid i mere end 10 år. En opslidende tid både fysisk og psykisk som til sidst gjorde at Mille måtte sætte sig selv en deadline for, hvor længe hun kunne være i det

Hvornår vidste du, at du var blevet voksen?

»Da jeg fik Eddie. Der skete et eller andet, da det pludselig var mig, som skulle tage ansvar og passe på et andet lille menneske. De der barnlige tendenser, som jeg godt kan have, er der blevet meget færre af. Mange af dem er blevet skrællet helt væk: 'Altså, glem det! Glem dine egne små latterlige ting og sager. Der er ikke tid til dem længere'. Nu er det Eddie og hans behov, som fylder og betyder noget for mig.«

Hvornår gik det op for dig, at du ville være mor?

»Det var et langstrakt ønske. Fra jeg virkelig gerne ville det, til jeg fik lille Eddie, gik der i hvert fald 10 år. Så det var virkelig svært for mig at blive gravid. Heldigvis er der kommet meget snak om, hvor svært det faktisk er for rigtig mange!

Men det at blive mor, eller ønsket om at blive mor, er noget, som har fyldt sindssygt meget i mit liv. Og det har været svært, at det ikke bare skete. For man bliver simpelthen så bevidst om alting. Folk siger: 'Du skal bare slappe af og tage det stille og roligt,' men det kan man altså ikke bare.

Det var hårdt at gå og vente, håbe og blive skuffet gang på gang for så at skulle op på hesten igen. I en stor del af tiden levede jeg mit liv halvt. Jeg skulle hele tiden huske at passe på mig selv, drikke og spise det rigtige. Jeg satte mit almindelige liv på standby.«

Hvad gav det sig så endelig at blive mor?

»Det var selvfølgelig sindssygt forløsende, og det, som skubbede på, hvis man skal være lidt overtroisk, var, at jeg gav mig selv en deadline. Jeg sagde til mig selv: 'Det her, det kan jeg ikke for evigt'. Jeg ville heller ikke kunne klare det fysisk, på et tidspunkt ville min krop jo sige, at jeg ikke kunne blive gravid længere. Men jeg gav mig selv en deadline, for jeg kunne ikke blive ved med at leve på den måde.«

Hvorfor valgte du at give dig selv den deadline?

»Den kom af 10 års hårdt slid inden for det område. Jeg kunne simpelthen mærke, at det til sidst kom til at fylde uhensigtsmæssigt meget. Og det kan være svært at tale om, at et barn kan fylde uhensigtsmæssigt meget uden at være der. Men det gjorde det altså.«

Hvordan har dit liv ændret sig efter at være blevet mor?

»Det er blevet radikalt anderledes. Eddie er knap to år, og jeg tror, at jeg har puttet ham hver aften. Og det betyder jo, at jeg ikke har noget liv om aftenen. Jeg har ikke noget voksenliv, ikke nogen voksentid. Og så kan man sige: 'Nåårh, men så kan du jo putte ham, og så kan du gøre det, du har lyst til bagefter'. Men jeg er fuldstændig færdig, når han er blevet lagt. Så der går ikke mere end en halv til en hel time, før jeg selv går i seng. Der er jeg altså bare 46 og har brug for min søvn for overhovedet at kunne fungere dagen efter. Så sådan er dét. Men jeg glæder mig også til, at det på et tidspunkt vender.«

Hvad savner du at have tid til?

»Jeg savner egentlig bare noget voksenselskab, og noget som ikke handler om børn, bleer og gutti-gut. Jeg elsker ham, og jeg elsker dét, men jeg savner også alt det andet. Jeg savner at gå i biffen, jeg savner at gå ud og spise, og jeg savner at opleve noget ud over baby, sandkasse og legeplads.«

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt For Damerne.