Mikkel Hansen er ud over en glorværdig karriere på håndboldlandsholdet kendt for sit lange, karakteristiske hår - ofte sammen med et lige så karakteristisk pandebånd.
Men nu ryger lokkerne - den ene tot efter den anden - i den gode sags tjeneste.
I uge 43 afholdes Knæk Cancer-kampagnen. Det er et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og TV 2.
I en video offentliggjort af TV 2 ser man Mikkel Hansen i selskab med en hårtrimmer.
- Det er vigtigt for mig at støtte op om en sag, der berører så mange. Kræft rammer ikke kun den, der bliver syg, men hele familien og alle omkring, siger Mikkel Hansen til TV 2 og fortsætter:
- Min far blev selv ramt af kræft. Heldigvis har han det godt i dag. At lade håret falde er min måde at vise, at vi står sammen mod kræft, siger Mikkel Hansen til TV 2.
"Knæk Cancer" kulminerer 25. oktober, når TV 2 afholder det store indsamlingsshow "Knæk Cancer - et show for sagen" direkte fra Royal Stage i Hillerød.
Sidste år blev der samlet flere end 138 millioner kroner ind i forbindelse med "Knæk Cancer".
Ifølge Kræftens Bekæmpelse får omkring 130 danskere en kræftdiagnose hver dag.
Næsten 400.000 mennesker i Danmark har enten kræft eller har haft det tidligere.
Selv om Mikkel Hansens nu afklippede lokker ikke er gyldne, er der stadig noget gyldent over Mikkel Hansen.
Han er tredobbelt verdensmester og har vundet OL to gange med håndboldlandsholdet.
Med dem har han også vundet EM og flere sølvmedaljer ved OL.
Han er tre gange blevet kåret som verdens bedste håndboldspiller af Det Internationale Håndboldforbund (IHF).
Mikkel Hansen stoppede sin karriere i sommeren 2024 med olympisk guld efter en overbevisende OL-finalesejr over Tyskland.
Nu turnerer han rundt uden harpiks på fingrene og fortæller om karrieren, der tog ham til Svendborg, Barcelona, København, Paris og Aalborg.
/ritzau/