Mikkel Boe Følsgaards rolle i Netflix-serien "The Rain" er hård og barsk - meget modsat skuespilleren selv.

Gal konge af Danmark, løjtnant, fodboldspiller, bokser og hjerneskadet lillebror.

Viften af roller, som den danske skuespiller Mikkel Boe Følsgaard har indtaget, er efterhånden bred.

Med en hovedrolle i den danske Netflix-serie "The Rain" har han kunnet tilføje endnu en karakter til listen: actionhelt.

Anden sæson af serien har premiere 17. maj, og her har Mikkel Boe Følsgaard fået mulighed for at udforske sin rolle, Martin.

- Han har været sjovere at spille i anden sæson, fordi der kommer nogle andre nuancer på bordet. I første sæson er han en meget hård og deterministisk lederfigur, og det hele handler i bund og grund om overlevelse, forklarer skuespilleren.

- I anden sæson er han stadig en actionhelt, men han åbner for en blødere og mere følsom side, som også gør ham sårbar. Det sætter ham også i dilemmaer, for skal han tage hensyn til gruppen eller til Simone, som han er forelsket i?

Selv om Mikkel Boe Følsgaard har nydt at bruge anden sæson på at dykke ned i rollen og nuancere den, har han ikke kunnet trække meget på sig selv, for ham og Martin har ikke meget til fælles.

- Han ligner mig meget lidt. Jeg ville ikke vare fem minutter, hvis verden så sådan der ud. Jeg er meget følsom og synes, alle skal have lov at være her, forklarer han og griner.

- Men jeg kan godt sætte mig ind i tankegangen med at gå langt for dem, man elsker.

Det er netop de skæve roller, som langt fra ligner Mikkel Boe Følsgaard, der interesserer ham mest.

- Det er sjovt at lave noget, som ligger meget fjernt fra mig. Jeg har det nok egentlig bedst, når man kan flytte fokus så langt væk fra sig selv. At blive noget andet, forklarer han.

Selv om Martin og Mikkel er meget forskellige, har skuespilleren haft mange idéer til karakteren. Det har han altid, når han påtager sig en rolle.

- Jeg er en blandemaskine, og jeg kommer hele tiden med idéer og tanker. Nogle af tingene kommer med, andre gør ikke, men når jeg først går i gang med noget, så begynder min hjerne at spinne. Så får jeg mange idéer og tanker, primært til min egen karakter, men også til historien, forklarer Mikkel Boe Følsgaard.

- Det er en iver efter at være med. Jeg kan godt lide holdspillerfølelsen, og at alle kan byde ind.

Han har lykkeligt glemt alle de skøre idéer, som ikke kom med til optagelserne af "The Rain".

Der er dog et af hans skæve indfald, som klarede den hele vejen.

- Min ven Per dør på grund af mig i et af afsnittene, og så foreslog jeg, at han skulle have et periskop. Et per-iskop. Det kom med. Det synes jeg, var ret sjovt, fortæller han og griner af sin egen morsomhed.

Som skuespiller sætter Mikkel Boe Følsgaard en ære i at udvikle sig og afprøve ting, han ikke har gjort før.

Genrerne action og science fiction er ikke noget, han har prøvet kræfter med før, og det var en af grundene til, at han sagde ja til rollen.

- Jeg har lavet meget klassisk dansk drama, og det er sgu ret skægt at prøve at lave noget så udansk og genreagtigt. Jeg sagde nok ja på grund af det umulige. Jeg mener, en sci-fi-serie i Danmark om verdens undergang? Det har vi aldrig lavet før, og det lyder jo ret umuligt, siger han.

Men projektet har vist sig at være langt fra umuligt.

Selv om første sæson fik en lunken modtagelse af de danske anmeldere, er serien blevet en publikumssucces, og skuespillerne har fået fans over hele verden.

- Der er en kæmpe interesse for serien ude i verden. Vi har lavet noget, som er universelt på en måde. Mange i Danmark synes også, det er en fed serie, og alle vores Instagram-profiler er eksploderet, fortæller Mikkel Boe Følsgaard.

Han håber, der kommer en tredje sæson, for han nyder at arbejde sammen med de andre skuespillere, der alle er en del år yngre end ham selv.

- Jeg ser mod i den yngre skuespilgeneration. Nu kommer jeg virkelig til at lyde som gammelfar med piben, men jeg hører til den analoge generation, hvor det var mere kompliceret at lave egne film, forklarer han.

- De er vokset op med bare at filme og klippe, og det tror jeg, man lærer meget af. De har mod og forståelse for genren, og det er inspirerende at kigge på. Jeg ser på deres fandenivoldskhed og synes, den er fed, siger han.

/ritzau/