Kirkeminister Morten Dahlin (V) er klar til at gå hjemme på forældreorlov med børn og hund.
For hustruen Laura Dahlin har skænket ham både den toårige datter Mathilde og en syv måneder gammel søn – og så har hun kureret hans mangeårige hundeskræk med deres fælles cockerspaniel.
Min første hund var …
»Den hund, jeg har nu, Karlsson, som er en cockerspaniel. Jeg er ikke vokset op i et hjem med hund, tværtimod, min mor var meget bange for hunde, så derfor undgik jeg dem også altid som barn. Jeg husker stadig, hvordan jeg frygtede en hund, der altid stod og gøede på min avisrute.«
»Men så rammer kærligheden jo, og jeg forelsker mig i en sød pige, hvis far har sin egen kennel, og så må man jo bide i det sure æble og se sin frygt i øjnene, for det var en del af pakken ved at gifte sig med hende, at man på et tidspunkt skulle have hund – så jeg forærede hende det i morgengave, da vi blev gift.«
I dag har vi …
»Karlsson, som vi fandt sammen året efter. Det var et større planlægningsarbejde, for hvordan finder man en hund til én, der ikke bryder sig om hunde? Den måtte ikke være alt for stor og voldsom, og den skulle være børnevenlig, for vi vidste allerede der, at vi gerne ville have børn. Min kone havde gang i det helt store exel-ark, før vi faldt over cockerspaniel.«
»Så var der en meget sød dame på Langeland, som havde fået en række hvalpe, som der egentligt var lang venteliste til, fordi det var midt i corona, hvor mange syntes, de skulle have et kæledyr. Men fordi tæverne er mere populære end hannerne, og fordi vi ikke havde noget imod en han, kom vi lidt hurtigere til end ellers.«
Det, der irriterer mig mest ved andre hundeejere, er …
»Når folk lufter deres hunde uden snor og uden at have styr på dem! Det kommer jo tilbage fra dengang, hvor jeg stadig ikke brød mig om hunde. Så jeg sørger altid selv for at have snor på, så man ikke står i en situation, hvor din hund – selv om den er det mest fantastiske lille væsen – går hen til én, der ikke bryder sig om det.«
Den dyreste dyrlæge regning, jeg har fået, var …
»Der havde sneget sig noget græsavn ind i Karlssons øregange, og det var en halvdyr omgang – og en øjenåbner for mig. Som Venstre-mand synes jeg jo, at alle regninger er for store, og det var den her også, selvom jeg ikke kan huske, hvor mange tusinde kroner, det blev.«
»Men de lange ører hører til racen, så der sniger sig en masse skidt og møg op, som man af og til skal ind og grave ud.«
Når andre glemmer at samle deres hundelort op, bliver jeg …
»Jeg ville ønske, jeg kunne sige overbærende, men jeg må nok sige hidsig. Det er møgirriterende at træde i sådan én der.«
»Jeg har faktisk aldrig observeret nogen, der undlod at samle lort op, det er mere, når det er for sent, at jeg har prøvet at træde i det. Men hvis der stod én, hvis hund sked på vejen, så ville jeg sige det lige til dem – på en venlig og afstemt måde selvfølgelig!«
Når min hund tigger ved bordet …
»Vi var egentligt rimelig strikse med, at det måtte den ikke, men nu har vi to børn, hvor den ene er lidt over to år, mens den anden er syv måneder, så der flyver mad rundt på gulvet, og der fungerer Karlsson som en rimelig effektiv støvsuger.«
»Så han behøver ikke engang at tigge. Men jeg ved godt, at det er lidt som at tisse i bukserne for at holde sig varm, for hvad så den dag, når børnene er store og godt kan spise ved bordet? Men den tid, den sorg.«
Det mærkeligste jeg gør sammen med min hund er …
»Karlsson har lidt en tendens til, at han rigtig godt kan lide at være med, når jeg hopper på trampolin i haven med min datter. Så han lister sig altid op, men jeg er ikke helt sikker på, han er bygget til det, for når vi begynder at hoppe, så er det ikke så spændende alligevel.«
»Han kan ikke helt forstå, at han ikke bare kan ligge på trampolinen og kigge, mens vi hopper, for så hopper han altså med. Så det er der kommet nogle sjove scener ud af.«
Mit forhold til at kysse hunde på munden er …
»Et klart nej tak. Det siger mig ingenting. Det må stå andre frit for, men jeg opdrager heller ikke mine børn til at kysse hunden på munden. Så hellere klø den bag ørene.«
Den grimmeste hundetype er …
»Jeg er ikke så meget til de der her afpillede mynder, som løber meget hurtigt. De er ikke så kønne at se på, synes jeg. Jeg kan også godt stadig få den gamle børnefrygt op i mig, hvis jeg ser en schæferhund, der sprinter imod mig med tungen ude af munden, selvom den bare vil lege.«
»Men i dag er jeg kommet mig over min nedarvede frygt, og jeg ville ikke undvære Karlsson overhovedet – så det er en effektiv kur at blive gift med én, der insisterer på at have hund, kan jeg sige til de andre derude!«