De er ikke til at undgå. Situationerne, hvor du skal træffe et valg, som ændrer dit liv.
Der er de helt tydelige: Skilsmissen, karriereskiftet, børnene.
Men de kan også være meget meget mindre, næsten usynlige. Det lille valg, du knap nok registrerede, da du traf – men som har vist sig at have afgørende indflydelse på dit liv.
En bog, du har læst. Det arrangement, du mødte op til. Den togtur. Hver dag bærer potentialet til at ændre livet.
Derfor spørger woman.dk i denne serie en række inspirerende personer om, hvad deres livs mest afgørende valg har været – indtil videre.
Her skal vi tæt på Sofie Lassen-Kahlke, som er skuespiller, forfatter og så har hun faktisk også en kandidatgrad i jura fra Københavns Universitet – og det kommer vi mere ind på nu.
Hvad har været dit mest afgørende valg?
»Da jeg var 19 år, havde jeg lavet nogle film, og jeg skulle til at lave 'Kærlighed ved første hik'. Mange sagde til mig, at jeg skulle være skuespiller, men jeg havde sådan en murrende fornemmelse i kroppen omkring det.«
»Hvem siger, at jeg skal det resten af livet? Jeg var i stor identitetsforvirring, så jeg valgte at søge ind på jura-studiet. Hele min familie havde den baggrund, så jeg kendte lidt til det, og et eller andet skulle jeg jo starte på.«
Hvorfor var det det mest afgørende valg for dig?
»Jeg blev jo meget kendt lige pludselig, fordi jeg var med i de her kendte film, alle havde set. Jeg følte, at alle mennesker i hele Danmark kendte mit navn. Men på universitetet var jeg en studerende, hvor jeg bare var et nummer, når jeg skulle til eksamen – og det gjorde, at jeg bevarede en eller anden grundpille til jorden og hele tiden havde et anker.«
»Det var mit helle, når det blev lidt for voldsomt at være kendt, så søgte jeg mod universitetet og mærkede en ro. Så kunne jeg sidde og læse om noget, der var anderledes fra alt det, jeg beskæftigede mig med.«
»Jeg tror faktisk, at det har været min redning, for jeg kunne være blevet enormt rodløs og identitetsløs. Hvem fanden er jeg egentlig i hele den her store, mærkelige kendisverden? Og hvor hører jeg egentlig til? Derfor var det afgørende for mig.«
Hvordan var det for dig at komme i de kredse, hvor alle kendte dig og din livshistorie?
»Jeg synes egentlig, jeg klarede det meget godt. Hvis man kigger på historikken fra udlandet og herhjemme, så er der mange, som har været kendt i en ung alder, der har fået det svært, når de er blevet ældre.«
»Jeg havde hele tiden mit studie at hænge mig op på, så jeg ikke var afhængig af, at berømmelsen blev ved. Jeg kunne læse et ekstra fag eller drømme om at arbejde med jura. På studiet blev jeg bare set som det menneske, jeg var og ikke en anden, der havde været med i en række ungdomsfilm. Det var virkelig et fristed for mig.«
Hvad har det betydet for dig efterfølgende, at du har læst jura?
»Alle i min omgangskreds grinte af det og kaldte mig hende 'den langtidsstuderende', fordi det tog mig 17 år at blive færdig. Men det har gjort meget for mit selvværd, fordi jeg skulle kæmpe rigtig lang tid for det, og det endte med at lykkes. Jeg tror slet ikke, jeg havde haft samme selvværd i dag, hvis jeg altid kun havde lavet filmene.«
Hvordan har det påvirket dig, at alle ligesom bare er gået ud fra, at du skal da være skuespiller resten af dit liv?
»Det gav mig ret meget identitetsforvirring, fordi jeg ikke nødvendigvis havde den følelse. Jeg var jo ikke blevet skuespiller, hvis jeg ikke tilfældigvis havnede i en film som 13-årig. Men i mit voksne liv lærte jeg, at man godt kan skifte spor. Man behøver ikke have den samme betegnelse hele livet.«
Er det noget, du vil give videre til dine børn?
»Ja, det vil jeg virkelig gerne. Jeg sørger virkelig meget for at tale med mine børn om mit arbejde. Og tage dem med på også bag scenen og sådan noget, for at vise dem, at man kan lave mange forskellige slags ting her i livet. De skal gå efter det, de drømmer om, og det kan godt være forskellige ting i løbet af livet.«
Hvad har du lært af dit valg?
»Jeg har lært, at man skal stole på sin mavefornemmelse. Der var så mange, der grinte af det og spurgte, om jeg ikke bare skulle droppe det og fokusere på skuespillet. Men det betød meget for mig, at jeg var der, holdt fast og færdiggjorde det.«