Mod slutningen af endnu en triumf af en turné fortæller Poul Krebs her om sin metier, sit publikum og om aldrig at tage succes for givet.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Altså dér er det jo, jeg aldrig rigtigt har forstået Bob Dylan. At han ikke viser, han kan lide at spille - og glæden ved at spille er jo også glæden ved at kommunikere.Det er der sgu ikke meget af ved ham...«
Har man aldrig helt kunnet greje det dér begreb »glimt i øjet«, skulle jeg hilse at sige, at Poul Krebs in person tjener fint til at anskueliggøre bemeldte begreb.
Som da han afleverer den indledende dom over koryfæet Dylan. Med munden bliver bemærkningen afleveret med et skævt ironisk smil, mens øjnene imidlertid signalerer drilsk latter.
Poul er i strålende humør. Han er netop vendt hjem fra en smuttur til Cataloniens kongejuvel Barcelona, hvor han og hustruen har fejret sidstnævntes 40 års dag.
»Det var skønt,« medgiver Krebs, og den udtalelse er sådan cirka højden af, hvad man kan lokke ud af ham på det private plan.
Denne aften i København ser han frem til endnu en udsolgt koncert på turneen i kølvandet på live-albummet/dvd'en »På en god dag«. Medierne ofrer måske ikke Poul Krebs den store opmærksomhed længere, men det betyder mindre.
Udsolgte koncerter
»Jeg spiller sgu den ene udsolgte koncert efter den anden, så hvad har jeg at være overset over?« som Krebs retorisk spørger.
»Anmeldelser? Well, you can't please everyone. Jeg har det godt med det, jeg og bandet laver. Vi udvikler os hele tiden, og der er stadig masser af ting, jeg har ambitioner om at gøre bedre.
Det arbejder vi hele tiden med...«
Krebs holder en kort pause. Blot for endnu en gang at bevise, hvorfor han har så markante smilerynker om øjnene.
»... jamen, jeg står jo et eller andet sted midt i mit drømmejob, Steffen!«
Nå, dér slap det ud.
Sandheden er imidlertid, at en af Danmarks gennem mange år flittigst turnerende, men også mest konstant søgende musikere har fundet tilbage til og »generobret sin scene«. Det vil sige, at Poul har fået den nærhed og intimitet tilbage live, hans optræden af gode grunde til en vis grad mistede, da klubmusiker Krebs som moden 38-årig blev allemandseje med albummet »Små sensationer« for ti år siden.
»Jeg havde jo aldrig drømt om sådan at nå ud til de store masser. Min ambition var jo bare at være en god klub-musiker,« siger Poul Krebs i dag om gennembruddet.
»Men efter jeg har vænnet mig til at være et stort navn - og det tog sgu lang tid - føler jeg nu, jeg har fået generobret scenen. Ligesom jeg ved, vi gør det, vi gør, bedre end nogensinde.«
Et begejstret publikum på den turné, som i morgen og overmorgen rundes af i hhv. Kolding og Århus, ved det også. Og begejstringen er gensidig. Poul Krebs' taknemmelighed for sit publikum lader sig også kun dårligt overdrive.
Også fordi turneen denne gang har været lagt an på en alternativ måde. Modsat de stort anlagte hitparade-rockkoncerter har Poul på »På en god dag«turneen præsenteret masser af sjældne sange, fortalt anekdoter om dem og sammen med bandet spillet dem i løse, semi-akustiske arrangementer.
»Når man laver noget så anderledes i forhold til, hvad man ellers gør, og folk er med på at give det en chance, så er det svært at lyde utilfreds,« smiler Poul.
»Jamen altså, det er fandme et godt publikum, jeg har! Jeg går selv meget til koncerter, og jeg kan godt se mig selv i publikum - jeg ved, at jeg ikke bare gider høre tingene fra scenen, som de blev spillet på pladen. At man skal have noget nyt og anderledes at byde på.
Skidegodt lide det spontane
Jeg kan nu engang skidegodt lide sådan noget spontant noget, hvor det ikke alt sammen er aftalt på forhånd. Det holder jeg specielt live fast på.«
Således er vi tilbage ved dét med kommunikationen med publikum. Det er nemlig ikke uinteressant, at det også i 2005 i høj grad stadigvæk er folk som Niels Hausgaard, Steffen Brandt, Allan Olsen og Poul Krebs, som sælger billetterne derude. Folk, som i en musikbranche, hvis mantra synes at være »here today... gone later today«, hylder det klassiske, fortællende sangskriverhåndværk.
»Jamen, du kan jo se på Hausgaard og Allan Olsen f.eks., hvor vigtig den kommunikation er. Jeg tror på - ja, faktisk kan jeg se det, når jeg spiller på festivaler - at mange nye navne, deres tekniske evner upåagtet, savner evnen til at kommunikere med publikum,« funderer Poul.
»I hvert fald så publikum ikke føler sig som små børn eller nærmest lidt til overs... sådan »undskyld, vi er her« agtigt.
Jeg er jo så at sige vokset op til koncerter i Vejlby Risskov Hallen i Århus, og jeg er vant til, at der skal være et eller andet ceremonielt ved en koncert, og jeg prøver hver aften at gøre salen til min hjemmebane. Det hér er noget, jeg vil. Jeg vil jo for fanden ikke have, at de skal synes, det var bedre sidste gang!«
Derfor spiller Krebs og co. heller aldrig »det samme som sidste gang«, når de tager ud på endnu en turné.
»Dér, for ti år siden, stod hele familien Danmark der, men de går jo igen,« siger Poul.
»Så er der et kernepublikum tilbage, man kan arbejde med og måske gøre større. Det er jo dem, der er interessante - ikke at der lige pludselig er en kvart million mennesker, der køber éns plade. For det gør de jo bare, fordi naboen gør det.
Man skal holde fast i kernen: dem, der er der, dem, der var, og dem, der bliver ved at være der. Det er sgu min største opgave, at der hele tiden skal være noget specielt for dem.
Måske er det derfor, de har taget så godt imod denne tur - her er numre helt tilbage fra '83. Det er sange for dem, som har rejst langt for at høre én, og som vil stå der, uanset om jeg har solgt 10.000 eller 100.000 plader.«
Det slutter en dag
Og jo - den taknemmelige Krebs tænker faktisk indimellem tanken »det slutter en dag« til ende.
»Jamen, det gør jeg nok, fordi de år dengang i gamle dage, hvor jeg ikke var slået igennem endnu, stadig sidder i mig,« smiler Krebs.
»Jeg tager stadig én sæson ad gangen, én turné ad gangen. Og jeg bliver altid glad - næsten lige så glad som arrangøren (latter) - når de melder udsolgt til en af mine koncerter...«
steff@bt.dk
