For nylig fandt Cæcilie Norbys seksårige datter en tegning, som hun havde tegnet sidste år. Hun viste tegningen til sin mor og sagde, at hun ville smide den ud: 'Se, hvor dårlig jeg var til at tegne dengang, mor.'

- Jeg forklarede hende, at det er naturligt, at det, man lavede for et år siden kan virke grimt. Men hvis du gemmer tegningen, så vil du synes, at den er sjov om fem år. Om ti år vil du synes, den er sød, siger Cæcilie Norby.

Nogenlunde på samme måde har hun, Nina Forsberg og Søren Bentzen det med firsertegningen One Two – som netop nu er gendannet og på turné.

For tyve år siden toppede trioen som frontfigurer i et af senfirsernes største danske rockbands. Eller rettere fusionspopbands. Dengang var inspirationskilden Totos småjazzede vestkystrock, som Bentzen tilførte et dansk popøre.

Firsernes unge var vilde med hit som 'Den bedste tid', 'Midt i en drøm' og 'Billy Boy'. Men i 1994 var One Two blevet til et-to-dans på stedet, og bandet stoppede.

Kun hits talte
- Jeg fik det mærkeligt med One Two efter vores tredje og sidste album, 'Getting Better'.På den sidste turné, var der for meget hitfokusering. 'Don’t bore us, get to the chorus', som man siger på engelsk. Vi følte, vi havde noget nyt at byde på, men det var som om folk kun så os, som nogen, der leverede nogle gode omkvæd, siger Cæcilie Norby, som B.T. møder til en comebacksnak sammen med de to andre fra One Two.

Søren Bentzen tilføjer:

- One Two var blevet min identitet. Vi var sammen hver dag i ti år. I en periode var Sille og jeg kærester, men det holdt ikke. Jeg havde brug for at finde en ny identitet. Jeg åbnede en sandwichbar efter One Two. Min første kunde var i øvrigt Wili Jönsson. Det var jeg ret stolt af, siger Søren Bentzen grinende.

One Two’s musik har levet videre på de mange kommercielle danske radiostationer, der især henvender sig til de købekraftige kvinder i 30erne. Det er lyden af de første skolefester, forelskelser. For eksempel blev radio 100FM lanceret med plakater med Lasse Rimmer og Lars Hjortshøj som Cæcilie og Nina.

- Det var åbenbart dem, der lignede os mest, siger Cæcilie Norby.

Værd at lytte til
Det var Skanderborg Festivalens 25 års jubilæumskoncert i 2004, der overbeviste One Two om, at den gamle tegning stadig var værd at se på. Den aften spillede de et enkelt nummer, 'Midt i en drøm'.

Det var først og fremmest bare sjovt. Ingen kaos eller skænderier. Bare en ren fest.

Gendannelsen er ikke tænkt som endnu en let gennemskueligt forsøg på at score kassen på retro-bølgen, forsikrer de tre. De nyder det bare. Af samme grund er der ingen planer om at udsende ny musik. Det ville være One Two many. Som at malke en ko uden mælk.

- Vi har det rigtig godt med, at vi ikke skal ud at sælge noget. Jeg har selv været meget skeptisk.

Vi har alle sammen fået børn siden – Nina delebørn – vi er blevet ældre. Jeg var bange for, at det ville være for 'ungt' i dag.Jeg ville slet ikke kunne skrive den slags musik i dag. One Two var ungdomsenergi, heldigvis synes jeg, vi giver numrene nyt liv nu, siger Bentzen.

Stadig sandheden
- Jeg tænkte meget over, hvordan jeg ville have det med teksterne, når vi skulle ud at optræde igen. Jeg synger:

- Det er sket så tit/man går hver til sit. Det er hjerte-smerte og meget naivt. Men når du så står og synger det i dag, er det jo ikke mindre rigtigt end dengang, siger Cæcilie Norby.

Hvordan er det så at stå som moden mor og slippe rockdivaen løs?

- Hvis vi ikke havde One Two på 13 års afstand, havde vi nok følt, at det var for plat.

Jeg lader mig rive med af musikken. Bagefter kan jeg godt mærke at jeg har danset i 90 minutter. Det gør jeg normalt kun nytårsaften. Jeg har lidt mere ondt i benene end normalt.Jeg må indrømme, at det er blevet sværere at komme rundt. Faktisk er jeg bange for at gå ned i knæ. Tænk, hvis jeg ikke kan komme op igen. Man kan se det for sig:

- ahem, Nina, hjælp mig lige op, siger Cæcilie Norby.

En stor del af One Two’s succes lå i de to sangerinders udstråling på scenen.

Det gav en masse opmærksomhed. Også negativ fra flere sider.

One Two var sexede på et tidspunkt, hvor nypuritanisme havde afløst 70ernes rødstrømper og fri sex. Så begge lejre var forargede. Det berømte 'Hvide løgne' placecover med barbermaskinen i armhulen var en selvironisk kommentar.

- Vi tog det hele meget alvorligt. Vi knoklede løs. Og så kunne det godt være irriterende for os at blive kaldt 'Nordkystens babes' eller 'frontfriller' i aviserne. Vi tog det meget personligt, og blev vrede. Det kom bag på os med alt det drama, siger Forsberg.

- Vi førte os frem alt det bedste, vi havde lært. Vi kunne godt lide at klæde os lækkert på. Vi kunne godt lide at danse rundt på scenen, som om vi var på diskotek. Det var på grænsen til okay dengang, hvor ånden fra 70erne stadig rådede. Forargelsen var dobbelt op, fordi vi var to piger, siger Cæcilie Norby.

One Two spiller det meste af sommeren på festivaler.

Se evt. www.pdh.dk.