Michael og Kathrine havde god kemi fra starten, og der gik da heller ikke lang tid, før han fortalte hende sin hemmelighed.

I ugens afsnit af ‘Gift ved første blik’ kom man helt tæt på 27-årige Michael Harders, som fortalte, at han havde været jomfru, indtil han mødte 25-årige Kathrine Gosvig Kelså. Det var ikke en ting, Michael egentlig havde planlagt at snakke om på tv, men i sidste øjeblik ændrede han mening.

»Gennem hele processen havde jeg lagt meget vægt på, at det ikke var noget, jeg var villig til at snakke om i programmet. Det er en ting,  hvor jeg, hvis jeg selv havde set en på tv stå frem med det her, ville tænke, at personen var modig, men jeg havde ikke selv det mod,« fortæller Michael og fortsætter:

»Jeg var villig til at åbne op om det af flere årsager. Først og fremmest var det en positiv ting, der var sket for vores forhold, det var noget, der gjorde, at vi knyttede et stærkere bånd til hinanden. Gennem processen havde jeg opbygget mod og selvtillid nok til at snakke om det, så jeg følte ikke, der var nogen grund til at skjule det.«

I programmet har Michael og Kathrine flere gange danset omkring emnet, uden man som seer har tænkt videre over det, men det var en lettelse for ham, da han valgte at åbne op overfor kameraerne, og det er et billede på, hvor meget han udviklede sig igennem programmet.

Fortalte Kathrine sandheden på bryllupsnatten

Det var hele tiden planen, at Kathrine skulle kende sandheden om Michaels manglende seksuelle debut, men han havde ikke planlagt, at nyheden skulle afsløres, som den blev overfor hans nye kone. – Det var noget, jeg fortalte hende på bryllupsnatten. Det var ikke planen, jeg ville nævne det første dag, jeg havde egentlig ikke en plan for, hvornår det skulle siges, men vi kom ind på det første nat, fortæller Michael og fortsætter:

»Det der helt konkret skete var, at vi havde snakket i nogle timer, og så snakkede vi om vores ansøgningsproces til programmet. Jeg havde på grund af det seksuelle haft en ekstra samtale med programmets sexolog, og da jeg nævnte det, blev Kathrine selvfølgelig nysgerrig på, hvordan det kunne være, og så fortalte jeg det.«

Kathrine reagerede på den bedst tænkelige måde, understreger Michael. For hun syntes hverken, at han var underlig, havde medlidenhed med ham eller gjorde det til noget stort, som han ellers havde frygtet. Derfor var Michael efterfølgende glad for, at han havde fortalt det så hurtigt.

Målet var ikke at miste min mødom

Selvom det både var grænseoverskridende at sige det til Kathrine og til kameraholdet, så det kom på tv, så var det Kathrines reaktion, der havde bekymret ham mest. Men han er alligevel den dag i dag glad for, at han tog beslutningen om at åbne op om sin sene seksuelle debut på tv.

»Jeg er jo gået ind i det her eksperiment af fuldstændig selviske årsager, men det er en kæmpe bonus for mig, hvis min historie kan hjælpe andre og få dem til at se, at det ikke er noget, der skal være et tabu eller noget, der behøver at være en stigmatisering. Jeg har selv oplevet, at det er svært at åbne op om, og det er ikke noget, jeg føler, der gør, at man er mindre værd, og det vil jeg gerne vise andre,« fastslår Michael og uddyber:

»At jeg selv vælger at fortælle om det lige pludselig hænger selvfølgelig også sammen med den tryghed, jeg fandt med Kathrine. Min motivation var ikke at miste min mødom, det var at finde en dyb relation til et andet menneske, og for første gang i mit liv måske prøve at føle en forelskelse.«

Derfor var jeg stadig jomfru

Som man hører i onsdagens afsnit, mistede Michael sin mødom til Kathrine i programmet, og den del ønsker han meget naturligt at holde privat og ikke gå i dybden med. Om hvorfor han ikke har haft sex tidligere, fortæller Michael:

»Det kan nok bedst opsummeres på den måde, at en stor del af grunden er selvfølgelig, at jeg har manglet selvtilliden i en stor del af mit liv til overhovedet at indgå relationer til det modsatte køn, og når jeg så endelig har gjort det, har manglende erfaring holdt mig tilbage. Og så er det også et område, hvor jeg har følt, at jeg gerne ville opnå en tryghed. Jeg var ikke lige typen, der havde lyst til, at det skulle ske efter en bytur,« fastslår Michael.

Trygheden fandt Michael i Kathrine, og man kan følge deres videre rejse i næste uge i ‘Gift ved første blik’, hvor det at dømme efter aftenens teaser ser ud til, at der er store ord og følelser på vej mellem de to.