Resultatet af det nylige præsidentvalg vækker forhåbninger hos Michael J. Fox. Han er overbevist om, at stamcelleforskningen går lysere tider imøde med Barack Obama i Det Hvide Hus.

Skuespilleren regner med, at den nye præsident vil omstøde det forbud, George W. Bush har nedlagt mod brug af menneskelige stamceller. Den konservativt-religiøse præsident er modstander af denne forskning, selv om det er almindeligt anerkendt, at den er vejen frem i kampen mod en række sygdomme.

Fox er selv ramt af Parkinsons syge og fast besluttet på at medvirke til, at der findes en kur. Skuespilleren støtter en lang række internationale forskningsprojekter og ser nu frem til, at Obama vil lade amerikanerne gå igang.

- 'Håb er det magiske ord. Jeg tror, vi alle er ret sikre på, at vi går en åben tid imøde - en tid hvor videnskab og medicinsk forskning igen støttes', siger Fox.

Den tidligere 'Tilbage til fremtiden'-stjerne fik konstateret Parkinsons syge i 1991, da han kun var 30 år gammel, og ni år senere måtte han lægge karrieren på hylden.