Vi spørger ofte til alder som noget af det første, når vi møder et nyt menneske. Men hvad siger alder egentlig om os? Er den, som vi føler den? Kan vi overhovedet føle den? Og hvad kan vi bedst bruge den til?
De spørgsmål har vi stillet en håndfuld spændende kvinder, som du kan møde her hos Woman, mens vi venter på det nye år.
Mød musiker og sanger Mette Lindbberg, som både har været ung dommer i 'X-Factor' og nu som 42-årig er aktuel med sit første singleudspil.
LÆS OGSÅ: Lærke Winther: "Da jeg kunne skimte de 50, blev jeg ramt af en ungdomssorg"
Hvor gammel er du?
»Jeg er 42.«
Hvor gammel føler du dig?
»Jeg føler måske, at jeg er 10 år yngre end mine – måske forældede ideer om – hvad det vil sige at være 40. Efterhånden har jeg opdaget, at mine forestillinger om alder nok ikke matcher virkeligheden.«
»For mange år siden talte jeg med min mor om, hvordan hun havde det med sin alder. Hun fortalte, at hun bliver ved med at have den samme følelse indeni, som da hun var 25.«
»Jeg kan godt lide ideen om, at man ligesom har en grundessens, som ikke ændrer sig.«
LÆS OGSÅ: Sådan får du dejligt færre bekymringer – og meget mere sindsro
Hvad glæder du dig til?
»Til at komme ud med min nye musik. Og nej, det er nok ikke tilfældigt, at det er nu, det sker.«
»Midt-30'erne var en lidt flad periode, hvor jeg følte mig helt grå og trist, jeg mistede min begejstring og kunne ikke mærke mig selv.«
»For så lige pludselig at mærke en ny gnist op til, at jeg fyldte 40. Det var, som om jeg kom ud på den anden side af noget,« siger Mette Lindberg.
Hvad savner du?
»Det skulle lige være at cykle gennem sommernatten som ung med mine venner og føle mig fri og bare lade sig bære af vinden i nuet. Den der spæde start, hvor alt er nyt.«
»Men samtidig er det også en utroligt usikker tid med enormt mange følelser og ting, man ikke forstår. Jeg forstår det hele bedre nu, og det giver mig ro.«
»Jeg kan navigere i mine følelser og er en bedre ven og bare et sødere menneske. Jeg føler, at de fleste bliver sødere med alderen. På nær dem, der ikke gør…«
Hvor meget fylder alder for dig?
»Jeg arbejder både med folk, der er meget yngre og meget ældre end mig. En 19-årig kan give en passion og en energi rent musikalsk, som man kan have brug for at få en bid af, når man er ældre. Omvendt har de ældre noget visdom at give til de unge. Kvaliteten ved begge aldre er enormt høj. Der er ild i begge ender af skalaen.«
»Det er sgu lige før, at der hvor jeg er nu, sådan i midten, lidt mere er sådan hverken fugl eller fisk. Men tag ikke fejl af midten, den må ikke tales ned, det er der, de fleste dage i livet foregår,« minder Mette Lindberg om.
Hvad er det største plus ved din alder?
»At jeg aldrig har haft det bedre! Jeg har aldrig været så stærk mentalt og fysisk, som jeg er nu.«
»Jeg var meget syg af en kronisk tarmsygdom i mine 20'ere og var samtidig på tour i hele verden, men, 7-9-13, så har jeg ikke været syg af den de seneste 10 år. Måske fordi jeg begyndte at træne for første gang i mit liv, da jeg var midt i 30’erne.«
»I dag har jeg både optimeret min ro og min mentale og fysiske styrke. Det er rart at vide, at jeg er et godt sted og så kan bygge oven på det.«
»Det er en ny epoke, og som om det her med 40 er next level. På en fed måde. Jeg har fremtiden foran mig. Der er så meget, jeg drømmer om.«
Hvad er det største minus?
»At jeg har nået en alder, hvor det begynder at blive anderledes med muskler og hormoner. For mig har det været givende at blive mere bevidst om, at jeg skal gøre en indsats for at have det godt.«
»Jeg skal være god ved mig selv. Både i forhold til hvad jeg indtager, søvn og mentalt. Det er først her senere i livet, at jeg har forstået, hvor meget det egentlig betyder.«
»Jeg har fået en kæmpe respekt for mig selv, mit sind og min krop. En indsigt, der giver en ny form for forbundethed til mig selv, føler jeg,« siger Mette Lindberg.
Er der ting, du ikke længere gider?
»Jeg kan godt savne det fine i at opleve noget for første gang: Lytte til et stykke musik og blive begejstret over et eller andet, og det sker bare ikke lige så ofte som tidligere. Jo ældre vi bliver, jo mere har vi jo set og oplevet.«
»Vi bliver lidt sjuskede som voksne og giver ikke os selv lov til at opleve på ny. Begejstring, hengivenhed eller leg bliver ofte betragtet som barnligt og naivt, men det er synd, hvis det betyder, at vi snyder os selv for nogle nye oplevelser, som vi kun selv kan åbne for.«
»Min far plejer at sige, at man aldrig må blive for gammel til at se trolde i skoven. Så kig op. Vær og bliv i det, du er i, i stedet for at haste videre eller tænke, at det skal fotograferes.«
»Det kræver, at vi giver os selv lov til at tage imod og give os hen. At ting ikke bare skal overstås. Og jeg elsker at skabe det rum sammen med andre. Og for andre.«
»Når jeg selv er publikum, så prøver jeg at stille mig ind i mængden. Klappe med. Jeg er ikke bange for, hvad det gør, og det er kommet med alderen. At jeg giver. Jeg siger ja tak!«
»Det er måske faktisk det fedeste ved at blive ældre, at jeg siger ja tak. Mere af det. Også fordi jeg har set så mange gange, at hvis du skaber en lille ring i vandet, så vil den altså brede sig. Hvis du giver til fællesskabet, så smitter det," konstaterer Mette Lindberg.«
Hvornår føler du, du har det bedste til gode?
»Aldrig, for jeg er glad for det liv, jeg lever lige nu i min alder. Min kæreste er også musiker, og vi arbejder på alle tider af døgnet, i weekender og ferier, men så holder vi fri på andre tidspunkter.«
»Mit liv er ret forskelligt fra uge til uge. Nogle gange er jeg fri, og andre gange er jeg slet ikke fri. Det er en kæmpe usikker faktor at være selvstændig, men det åbner også muligheden for, at jeg kan rykke rundt i mit skema, så der kan ske uventede ting.«
»Vi prøver at leve et enkelt, minimalistisk liv. Vi har ikke bil, vi har heller ikke kørekort. Vi cykler, vi bor til leje, og vi laver selv mad,« fortæller Mette Lindberg.
Hvad skal vi bruge alder til?
»Måske til at navigere bedre i vores relationer, så vi bruger alder lidt som en slags brugsvejledning.«
»Hvis du er bevidst om, hvad der er tidstypisk for en alder – uden at det bliver stereotypt – så har du også en forståelse for, hvorfor folk har de holdninger, de har, og for, hvor de er i livet.«
Hvad skal vi lade være med at bruge alder til?
»Jeg synes ikke, vi skal måle vores liv op mod et tal. Så længe vi husker at leve, så er det ligegyldigt med alderen. Jeg vil hellere bruge tid på at leve end på at gå op i, hvor gammel jeg er, og hvor jeg er i forhold til det.«
»Jeg kan godt mærke, hvor jeg selv er. Det har jo intet med min alder at gøre.«
