Når børnene er små, vil vi gerne være der for dem og give dem den bedste start på livet, og nogle gange kan det gå ud over energien til at være kærester.

Efter afsluttet arbejdsdag, madlavning og putning er der nogle gange bare slukket, men kan man udsætte kærestetid, til børnene er store?

Læs med, når Katrine Axholm vejleder en kvinde, som ikke orker, at hendes mand insisterer på tid til at være kærester.

»Min mand siger, at jeg går alt for meget op i vores børn. At der ikke er noget energi tilbage til ham, og at han savner, at vi er kærester. Han siger, at han mangler mig, at jeg ikke kun skal være mor, men også være hans kone.«

Mette er, som mange andre fra sin generation, mor med stort M. Hendes børn fylder meget, og hendes liv er indrettet efter, at de skal have det godt. Hun arbejder på nedsat tid, og bortset fra når hun ser veninder eller dyrker motion, går fritiden med børnene. Med leg og nærvær og med praktik og koordinering.

Hun har altså stærke værdier omkring sit moderskab, og parforholdet lider under det. Jeg spørger derfor Mette, om hun ikke også selv savner at være kærester med sin mand.

»Hm, jo, måske kan det nogle gange blive for meget med børnene. Jeg kan være træt efter en dag, hvor der har været mange konflikter, og jeg har været på hele dagen, men det fylder faktisk mere, at jeg har brug for tid for mig selv. Jeg får oplevelsen af, at jeg giver og giver til børnene hele dagen, og når min mand så kommer hjem, og vi har spist og ryddet op og puttet børn, så vil han gudhjælpemig også have noget af mig, og så lukker jeg af. Jeg har ikke mere at give af.«

Mette bliver frustreret, når hendes mand siger, at der også skal være noget af hende til ham, men hun ved også godt, at han har ret.

»Men jeg synes, det er vigtigt at være der for vores børn og give dem den bedste start på livet. De flytter jo hjemmefra, inden jeg får set mig om, så det er nu, jeg skal være på, og så kan min mand og jeg være kærester bagefter. Men det er vi vildt uenige om, og vi har så mange konflikter over det, så jeg har brug for din hjælp. Er det mig, som er helt galt på den, eller skal min mand lade være med at kræve så meget og i stedet give mig plads og vente? Jeg kender ikke svaret.«

Jeg bliver nysgerrig efter at vide, hvor Mette har de stærke værdier omkring sine børn fra, og spørger derfor ind til hendes barndom. Hvordan fungerede den familie, hun selv er vokset op i? Hvad har hun haft som forbillede? Mette smiler.

»Ha ha, jeg kan måske godt se, hvor du vil hen. Jeg er vokset op med, hvad jeg i dag vil betragte som virkelig egoistiske forældre. De kørte begge med karrieren, og fordi min mor er vokset op med min morfar, som var meget patriarkalsk, og min mormor, som var totalt under tøflen, har min mor altid svoret, at sådan et liv ville hun ikke leve. Hun havde derfor meget travlt med at realisere sig selv, køre sin karriere og ikke ligge under for min far. Min far arbejdede også meget, og det har betydet, at jeg var nøglebarn og selv skulle lave min aftensmad, fordi de begge kom sent hjem fra arbejde.«

»Ligesom min mor ikke ville ligne sin egen mor, så ville jeg heller ikke ligne min. Jeg har gjort det modsatte. Jeg har sat mine børn først, mit arbejde har jeg for at tjene til det liv, jeg gerne vil leve, og ikke på grund af en karriere. Åh Gud, så ligner jeg hende alligevel, og jeg har gjort mig så meget umage med at gøre det modsatte.«

Mette og jeg taler om, at det ene valg ikke nødvendigvis udelukker det andet.

At det rent faktisk kan lade sig gøre at have et spændende arbejde, et kærlighedsforhold OG nogle sunde og velfungerende børn.

Også selvom balancen ikke nødvendigvis er nem. Børnene får måske ikke mors fulde nærvær og hjemmebagte boller altid, men de har også brug for forældre, som viser dem, hvad et godt voksenliv – og ikke mindst kærlighedsliv – er. Da vi afrunder vores sidste session, siger Mette:

»Jeg har gjort mig så meget umage med at være en god mor for mine børn, og det vil jeg stadig gerne være, men jeg hvis jeg fortsætter sådan her, så kommer jeg til at lære mine børn, at en mor skal være altopofrende og ikke have sit eget liv og heller ikke en kærlighedsrelation til deres far. Jeg vil gerne give mine børn flere nuancer med om voksenlivet. Og jeg vil også have en kæreste, og når nu min mand gerne vil være kæreste med mig, så kan jeg vist ikke forlange mere.«