- Det skal ikke være penge og berømmelse, der driver mig, men i stedet lysten og passionen, siger den kendte komiker til DR.

I februar måned måtte Melvin Kakooza øjeblikkeligt sygemelde sig fra sin værtstjans på TV2-programmet "X Factor".

Han havde fået bortopereret en godartet tumor i hjernen.

Efter et længere sygdomsforløb er den 29-årige komiker ved at være tilbage i topform, fortæller han nu i DR-podcasten "Sig noget sjovt".

- Jeg har det rigtigt, rigtigt godt. Bedre end for nogle måneder siden. Og jeg har været ved lægen for at blive scannet og har fået at vide, at der ikke er mere tumor tilbage, siger Melvin Kakooza i udsendelsen.

Selv om han er kommet ovenpå igen, har den skræmmende oplevelse alligevel sat sine spor og ændret noget i ham, fortæller Melvin Kakooza videre.

- Når du bliver ramt af sådan noget, så reflekterer du rigtigt meget over, hvad du bruger din tid på, og hvor du er på vej hen, siger han i podcasten.

Derfor har Melvin Kakooza ændret sine prioriteter og fundet ud af, hvad der er vigtigst for ham:

- Jeg er begyndt at tænke mere over, hvad jeg bruger tid på. Det skal ikke være penge og berømmelse, der driver mig, men i stedet lysten og passionen, siger han til DR.

Efter en periode væk fra rampelyset fik Melvin Kakooza en meget varm velkomst tilbage i den danske underholdningsbranche i april, da han vandt hele fire Zulu Awards.

/ritzau/