Altid en notesbog i baglommen, besøg på retsmedicinsk for at studere, hvordan et lig ser ud i virkeligheden, og endeløse tanker om drabsmetoder og gerningssteder. Sådan forestiller mange sig, at livet som forfatter ser ud.
Men ikke for ægteparret Dagmar Winther og Kenneth Degnboel. I et lille, gult hus i en forstad til en forstad uden for Aarhus har de skrevet en krimi midt imellem madpakker, job og alt det, livet byder på med seks børn.
Krimien 'Dømt' er blevet til som et hobbyprojekt ved familiens spisebord, når børnene er blevet lagt i seng, og der er sat flueben ved alle de praktiske gøremål.
»Nogen går til hockey eller parterapi, og vi har så det her som er vores mindfulness,« siger Dagmar Winther.
Men det er en hobby, der kræver selvdisciplin, når sofaen lokker med Netflix.
»Det er hårdt arbejde, når man skal sætte sig ned klokken 20 efter madpakkerne og putning og skrive, fordi vi har aftalt det,« siger Kenneth Degnboel.
Hvert år modtager de store danske forlag hundredvis af manuskripter til krimier, men det er de færreste, der klemmer sig gennem redaktørernes kritiske blik.
Ægteparret fra Thorsager er sluppet igennem, og torsdag blev deres krimi 'Dømt' udgivet på Politikens Forlag, der blandt andet også udgiver Jussi Adler Olsens 'Afdeling Q', som har gået sin sejrsgang i det meste af verden.
»Det er vildt, og vi glæder os til at se, hvordan læserne tager imod den,« siger Dagmar Winther.
I bogen flytter Lars Emil Hansen til den fiktive landsby Roslinge. Han er dømt for drab på en ung kvinde, men efterfølgende er han blevet frikendt. Han flytter ind hos sin kæreste, Kira, i den lille landsby uden for Aarhus. Det vækker forargelse i byen, selvom manden er frikendt for drab.
Forfatterparret indrømmer, at Roslinge er inspireret af deres egen by. Men hvordan ville de selv reagere, hvis der flyttede en med en blakket fortid ind i Thorsager?
»Jeg ville virkelig være udfordret af det. Det ville udfordre min lille, trygge verden,« siger Dagmar Winther.
»Ja, jeg ville nok se lidt mere praktisk på det og gå over og sige goddag og: 'Hvordan får vi det her til at fungere?'« siger Kenneth Degnboel.
De pointerer begge, at der ikke er nogen i bogen, der er inspireret af folk i deres egen by. Men rollerne kender de. Præsten, landbetjenten, brugsuddeleren. Alle vigtige personer i Thorsager – og i Roslinge.
I 2014 udgav de deres første bog på et engelsk forlag, da de ikke kunne få den udgivet på et dansk forlag. Dengang var de ikke et par, men blot kolleger på Rønde Højskole. Men de mange timer sammen endte med at smelte de to kolleger sammen. Fra krimi til kærlighed.
»Det er en sjov historie. Vi var ikke supertætte som kolleger. Men det kan åbne op for nogle helt andre verdener, når man opfinder et helt univers sammen. Det slog bare nogle døre vidt åbne,« siger Dagmar Winther.
Hendes mand supplerer:
»Det er klart, når man tager i sommerhus sammen for at skrive, så sker der ting,« siger Kenneth Degnboel.
Overgangen fra roman til romantik var glidende. De har svært ved at forklare, hvordan det skete. Det skete bare et sted mellem timelange snakke om plot, ord og rettelser.
Siden deres første krimi, 'Forkynderen', er de blevet gift og har fået børn, og Kenneth Degnboel er blevet forstander på Kalø Højskole. Dagmar Winther arbejder stadig på Rønde Højskole, og sådan forestiller de sig også, det er i fremtiden. Der skal mere end en bestseller til at få dem ud af Thorsager.