Da den tidligere amerikanske førstedame Rosalyn Carter tirsdag blev begravet i en metodistkirke i Atlanta i Georgia, deltog ikke bare hendes nærmeste familie.

Det gjorde også hendes førstedame-kollegaer, der alle har boet i Det Hvide Hus i USA.

På første række ved siden af den nærmeste familie sad Jill Biden, Melania Trump, Hillary Clinton, Laura Bush og Michelle Obama side om side – alle klædt i sort.

Det vil sige alle undtagen Melania Trump. I dagens anledning havde hun valgt en grå jakke, og det trækker dagen derpå kommentarer på X, skriver norske Dagbladet.

Michelle Obama og Melania Trump på vej ind i Glenn Memorial Church i Atlanta, Georgia til Rosalyn Carters begravelse den 28. november 2023. 
Michelle Obama og Melania Trump på vej ind i Glenn Memorial Church i Atlanta, Georgia til Rosalyn Carters begravelse den 28. november 2023.  Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Blandt andet skriver en kvinde, der beskriver sig selv som Bernie Sanders supporter:

»OMG, jeg havde hørt, at Melania bar en grå frakke til Rosalynn Carters begravelse, men jeg havde ikke forestillet mig, at det var en lysegrå frakke med hvide pletter! Trump og hans smålige ondskab slår til igen: Han står bag den frakke! Han respekterer intet og ingen.«

En kvinde, der kalder sig selv for ‘Outspoken’, skriver:

»Melania Trump bærer ikke sort til førstedame Rosalyn Carters begravelse … For evigt malplaceret.«

Måske er der også en anelse politik i kommentarerne. I hvert fald skriver filmproducenten Andy Ostroy, der beskriver sig selv som 'stolt demokrat':

»Hun kunne lige så godt have haft en frakke på, hvor der stod: ‘Jeg er egentlig ligeglad, er du?’.«

Hans kommentar henviser til en anden gang, hvor Melania Trump trak overskrifter for et kontroversielt tøjvalg.

Nemlig da hun som førstedame i 2018 var på besøg hos tilbageholdte flygtningebørn ved grænsen mellem USA og Mexico iført en jakke med ordene: 'I really don’t care, do you?' på ryggen.

Sammen med familien Carter og sine førstedame-kollegaer sad Melania Trump på første række (yderst til højre) i kirken.
Sammen med familien Carter og sine førstedame-kollegaer sad Melania Trump på første række (yderst til højre) i kirken. Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Også den frakke udløste kritik, fordi mange frygtede, at det var en subtil måde at give udtryk for sin holdning til børnenes situation.

Samme år blev Melania Trump også kritiseret for sit valg af solhat, da hun under en rejse til Afrika var iført en spansk salakot, bedre kendt som en safarihat, som oprindelig blev båret af spanierne i de spanske kolonier i Asien.

Dengang svarede hun igen med ordene:

»Jeg ville foretrække, hvis folk var mere interesserede i, hvad jeg gør, end hvad jeg har på.«

Denne gang har den tidligere førstedame ikke svaret på kritikken, men andre har forsvaret hende. Blandt andet mode- og skønhedsredaktør på det norske dameblad KK.no, Ida Elise Eide Einarsdóttir, der ikke mener, at frakken er så stor en krise, som nogle forsøger at gøre den til:

»Det er ikke noget nyt, at Melanias outfit vækker opsigt. Men er det virkelig så kontroversielt? Eller handler det mere om bæreren? Ja, sort er uden tvivl den foretrukne farve til begravelser. Og med god grund. Men grå er også acceptabelt, hvis du spørger mig. Selv hvis man risikerer at skille sig ud fra mængden, som i dette tilfælde,« siger hun til Dagbladet.