De næste seks måneder skal sangeren Medina være alenemor til to. Hendes mand er udsendt med sit arbejde som premierløjtnant i hæren, skriver Se og Hør.

Medinas mand er blevet udsendt med sit arbejde som premierløjtnant i Forsvaret de næste seks måneder.

Det skriver Se og Hør.

Det betyder, at den 39-årige sangerinde skal være alenemor til sønnerne Tyler på 22 måneder og Eliott på fem måneder.

I sin podcast "Hele mennesker" fortæller Medina nyheden til ugens gæst, tidligere statsminister fra Socialdemokratiet Helle Thorning-Schmidt.

- Min mand er udsendt. Han skal ikke være med os de næste seks måneder. Det er svært, fortæller hun.

Popdronningen fortæller ikke, hvor i verden hendes mand er udsendt.

Helle Thorning-Schmidt har selv erfaring med langdistanceforhold. Hun og hendes britiske mand, Stephen Kinnock, har i store dele af deres ægteskab ikke boet i samme land.

- Du er jo blevet rigtig soldaterkone. Seks måneder er rigtig lang tid, når man har meget små børn. Hvis du overlever det dér, så overlever du alt, siger Helle Thorning-Schmidt, der også har været meget alene med sine børn.

Medina får dog hjælp af sin mor og svigermor, og familien har også en au pair.

Samtidig har hun forberedt sig på at være alene med to børn ved at se videoer på YouTube. Hun har desuden en veninde, der er altid har været alenemor.

- Jeg har så dyb, dyb respekt for mødre, der står alene med det hele, siger Medina i podcasten.

/ritzau/