Den amerikanske sangerinde Miley Cyrus har givet sin gudmor, Dolly Parton, æren for at have vejledt hende gennem nogle mørke og svære perioder i sit liv.
Det skriver Radar.
Til mediet fortæller kilder, at countrysangerinden Dolly Partons hårde tilgang til sin guddatter formentlig har reddet Miley Cyrus liv fra at ende i tragedie.
For gennem hele sit liv i rampelyset har den medievante Dolly Parton hjulpet 'Hannah Montana'-skuespilleren med at navigere i livet, siden hun blev et verdenskendt ansigt i den populære tv-succes 'Hannah Montana' på Disney Channel.
Ifølge mediet fortæller kilder tæt på verdensstjernerne, at Dolly Partons råd og tilstedeværelse hjalp Miley Cyrus i en svær tid, da hendes livsstil skabte alvorlige bekymringer, hvor den 33-årige eksperimenterede med stoffer.

»Det var en periode, hvor Miley Cyrus levede ekstremt hårdt, og folk omkring hende frygtede oprigtigt den kurs, hun var på. Når man ser tilbage nu, mener nogle, at det næsten føltes uundgåeligt, at hun ville overdosere, hvis ikke noget ændrede sig,« lyder det fra en kilde tæt på Cyrus.
Miley Cyrus har førhen været åben omkring sit misbrug af stoffer.
Sidste år fortalte sangerinden, hvordan hun måtte skjule, hvor mange penge, hun brugte på stoffer, for sin revisor. Her skjulte hun transaktionerne ved at kalde regningerne for 'vintagetøj'.
I dag er sangerinden kommet ud af sit stofmisbrug.
