Medie: Dansk musiker i nød: Fanget i udlandet efter voldsomt overfald
Kevin 'Bro' Andreasen blev angiveligt natten til mandag blevet overfaldet i Tyrkiet. Han kan dog ikke blive opereret for sine skader eller komme hjem til Danmark, da han ingen forsikring har, der dækker.
Kevin 'Bro' Andreasen har nu brug for 100.000 danske kroner for at få den rette behandling for et voldsomt overfald, der skete søndag i Tyrkiet. Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix
Grundet sine voldsomme skader har musikeren ikke mulighed for at tale eller rejse hjem til Danmark. Samtidig kan han ikke blive behandlet og få en nødvendig operation uden betaling til hospitalet, oplyser den danske sangers familie til mediet.
Ifølge familien er han angiveligt helt uprovokeret blevet slået ned, efter han spillede en koncert i byen søndag aften. Kæben er brækket og flere af hans tænder er blevet slået ud.
Se og Hør har ydermere set Kevin 'Bro' Andreasens journal fra hospitalet i Tyrkiet, hvor lægefagligt personale beskriver, hvordan han er blevet overfaldet samt omfanget af hans skader.
Den behandlingskrævende operation koster ifølge familien omkring 112.000 danske kroner, hvilket familien ikke har midler til at betale. Derfor har de nu startet en indsamling på Instagram som hjælp.
I et opslag fra sangerens søster, der dog er blevet fjernet igen, bad familien om hjælp til at indsamle 100.000 danske kroner. I opslaget fremgik det blandt andet, at 'Bro' ikke har en forsikring, der dækker hjemtransporten, og at han har behov for omfattende behandling og operation.
Selv kan Kevin 'Bro' Andreasen på Instagram oplyse, at han kommer hjem - dog med et lidt forslået ansigt. Da der ifølge sangeren er blevet samlet ind på meget kort tid.
'Jeg kan slet ikke være i min egen krop,' skriver han blandt andet i en story.
Mandag aften kunne sangeren selv kommentere på hændelsen og sin nuværende situation. Foto: Instagram.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Kevin Andreasens familie. De er ikke vendt tilbage på henvendelsen.