Der vil blandt andet være farver, samba og rustvognscykel til multikunstner Morten Lindbergs bisættelse.

Familie, venner og bekendte tager lørdag afsked med entertainer, dj og radiovært Morten Lindberg, der bedst var kendt som Master Fatman.

Det er Helligåndskirken midt i København, der er centrum for ceremonien. Og afskeden vil være præget af den folkekære entertainers farverige og festlige personlighed.

- Bisættelsen er for familie, venner og kolleger, og man er velkommen til - i Mortens ånd - at møde op i farver, har chefredaktør på Radio24syv, Jørgen Ramskov, på vegne af familien oplyst i en pressemeddelelse.

Ifølge TV2 Lorry er det Master Fatmans nære ven Mia Lund Rao, der er sognepræst, som skal stå for bisættelsen, der finder sted klokken 14.00.

Sange og taler fra blandt andre kunstmaleren John Kørner vil han blive mindet med.

Når den kirkelige ceremoni er færdig, vil kisten blive ført væk på en rustvognscykel med blomster, og inden det vil sambapiger danse Master Fatman ud af kirken, oplyser TV2 Lorry.

De tilstedeværende i kirken vil danne et optog via Strøget og Købmagergade til Dronning Louises Bro, hvor blomster fra kirken bliver lagt.

Et privat arrangement på Langelinje Pavillonen vil blive holdt efterfølgende.

Urnen vil i løbet af foråret blive nedsat på Assistens Kirkegård på Nørrebro, skriver mediet.

Master Fatman startede sit liv i Munkebo på Fyn i 1965. Efter en opvækst, hvor han blandt andet gik på Rudolf Steiner-skole, slog han i firserne igennem med musikken.

Det var fortolkningerne af gamle Abba-sange og discoklassikere, der førte til hans gennembrud både med livebandet Master Fatman and his Freedom Fighters og senere med albummet "Hail Hail".

Han kan blandt andet skrive dj, radiovært, filminstruktør, foredragsholder, musiker og tv-vært på cv'et.

Den landskendte kunstner mødte sin afrikanske hustru, Herminia Mabunda, under en koncert på Roskilde Festival. De blev gift i 2010.

Året efter fødte hun parrets første fælles datter, Sol. Siden har de fået yderligere tre børn. Derudover har multikunstneren også en søn fra et tidligere forhold.

Master Fatman døde 26. marts 2019. Han blev 53 år gammel.

/ritzau/