Musikeren, komikeren og skuespilleren Martin Brygmann har skrevet musikken til den nye musical 'Fyrtøjet'.

Og arbejdet med det 186 år gamle H.C. Andersen-eventyr har fået ham til at fundere lidt ekstra over forholdet mellem rig og fattig, og hvordan vi omgås hinanden som mennesker.

Hvad skal du prøve, inden du dør?

»Jeg vil gerne skrive musik til en musical. Hov! Det har jeg jo lige gjort … 'Fyrtøjet'! 12 originale sange – og der kom et album i slutningen af maj.«

Har du brygget på ideen længe?

»Jeg takkede ja til opgaven helt tilbage i 2017. De 12 sange til 'Fyrtøjet' er for længst indspillet, produceret og mixet. Prøverne er i fuld gang ovre i Varde Sommerspil. Jeg skal selv spille H.C. Andersen, og jeg glæder mig!«

Hvorfor synes du, at det er aktuelt nu? Og hvad kan folk bruge det til?

»Det er jo det sjove ved ham Hans Christian. Hans historier handler jo som oftest om, hvordan vi mennesker tackler ting. Derfor bliver vi berørt af eventyrerne den dag i dag, fordi de beskriver os selv, vores svagheder og styrker, og hvordan vi angriber livet. Soldaten går pludselig fra ludfattig til ekstrem rig, smider om sig med pengene og ender til sidst med et reb om halsen på grund af et celebert brud med etiketten. Jo, vi kan skam lære meget af 'Fyrtøjet'. Man skal for eksempel være en smule på vagt over for nye 'venner', hvis man vinder i lotto.«

Hvilke tanker og erfaringer har du selv med forholdet mellem rig og fattig?

»Jeg kan godt tage mig selv i at blive ramt af en vis fascination af mennesker med mange penge, men det slår aldrig fejl. Når dagen er omme, er vi nærmest grotesk ens omme bagved alt glitteret. Tricket er ikke at være fordomsfuld, men tage folk for det, de er, nemlig mennesker. Og der gemmer sig altid noget godt i os allesammen, uanset indkomst.«

Hvad betyder venskaber for dig?

»Meget. Jeg har få, men gode venner. Én af dem er instruktøren Rasmus Heide, som for et stykke tid siden spurgte mig, om jeg ville være med i hans nye film 'Centervagt'. Er du sindssvag, det ville jeg gerne! Og jeg bilder mig ind, det ikke var, fordi vi er venner, at jeg fik lov til at spille rollen som Isenkræmmer Finn. Rasmus er en stor begavelse inden for den svære genre 'humor på film'. Den er der meget få herhjemme, der mestrer på samme niveau. Han ved lige præcis, hvad han vil have, og jeg elsker, når ham, der står ved roret, har en sikker hånd.«

Foto: Magnus Ekstrøm/TV 2
Vis mere

Hvad er du mest stolt af ved 'Fyrtøjet'?

»Jeg er forfærdelig stolt af musikken. Det er noget af det bedste, jeg har lavet, synes jeg. Det var pudsigt, så let tekstskrivningen faldt mig ind, men det har nok noget at gøre med, at jeg er vokset op med 'Fyrtøjet', og historien er så overordentlig rig på de mest fabelagtigt billeder: Heksen, de tre hunde, København, kongen og dronningen og deres lille prinsesse spærret inde i kobbertårnet.«

Hvad er det næste du skal prøve så?

»Uha, der er meget jeg skal nå endnu, men jeg kan da godt mærke, at stierne er mere nedtrampet, end de var for 20 år siden. Jeg tumler lidt med tanken om at lave et album, hvor jeg spiller alle instrumenterne selv, lidt ligesom min store helt Paul McCartney gør på sine tre 'McCartney'-plader. Kim Larsen gjorde det samme på hans sublime 'Værsgo'. Altså et album, der lyder af dagligstue, og hvor det helst skal skramle lidt. Det kunne være sjovt.«