Kræft, fertilitetsproblemer og et biluheld. De forgangne år har været udfordrende og hårdt for Mark le Fêvre. Men han forsøger at se det komiske i det.

- Det fejler ik' en skid!

Sådan lyder den afvæbnende vending på jysk, når der kommer et kompliment i familien le Fêvre, der trods det franskklingende navn er bosat i noget så pæredansk som en lille flække uden for Horsens.

Det er nu blevet titlen på Mark le Fêvres tredje onemanshow, som han drager på danmarksturné med, efter en periode der har fejlet lidt mere end en skid.

Han og kæresten har kæmpet for at blive forældre, han har fået en knæskade, og så har han været involveret i et færdselsuheld, der har haft et retsligt efterspil.

Men for at citere en anden vending så giver tragedie plus tid komedie.

- Næsten uanset hvor alvorligt det er- da jeg fik at vide, at lægerne troede, jeg havde kræft, om jeg er i et biluheld, eller om fertiliteten driller -går der kort tid, fra jeg står i situationen, til at jeg tænker: "Der er også et eller andet lidt komisk i denne del af det"og skriver de første noter ned.

Han konstaterer, at det også er lidt af en fagskade, som nogle gange gør det nemmere at håndtere hændelser.

- Det er en måde at tage magten tilbage fra situationer, hvor jeg har følt mig magtesløs, siger Mark le Fêvre og tilføjer i samme åndedrag for at afvæbne det uundgåelige spørgsmål:

- Det er også en forsvarsmekanisme, helt klart. Det er et værktøj, der har tjent mig godt igennem livet. Men det sker stadig også bare helt per automatik.

Han mærkede allerede som barn humorens effekt.

- Jeg er ikke vokset op med strenge forældre, men jeg er helt klart vokset op i et hjem, hvor følelserne ikke hænger specielt meget uden på tøjet. Så for mig som barn var det ret vildt at se min mor og min far nærmest ikke kunne få luft af grin, hvis vi sad og så en sjov film.

- Det fascinerede mig, at det kunne have så stor effekt. Og så positiv en effekt, fortæller han.

Mark le Fêvre vidste ret tidligt, at han gerne ville prøve at optræde, men han vidste bare ikke hvordan. Da alle omkring ham begyndte at læse videre et par sabbatår efter gymnasiet, gjorde Mark le Fêvre det samme.

Han var kort forbi fysioterapi, inden han begyndte på universitetet.

Samtidig med studierne stod han første gang på en scene.

- Det står stadigvæk meget klart for mig, en tirsdag på Café Smagløs i Aarhus, fortæller Mark le Fêvre.

- Derfra kiggede jeg mig ikke rigtig tilbage.

Han endte halvhjertet med en bachelor i engelsk og dramaturgi, mens han gik helhjertet ind i standuppen.

Kun et år efter debuten modtog Mark le Fêvre en specialpris i talentkonkurrencen Danish Open i standup. Året efter vandt han hele baduljen, og det gav ham opmærksomhed.

I 2013 blev han tilbudt at blive morgenvært på The Voice, og han flyttede fra Aarhus til København.

Man skal stå tidligt op for at klatre op.

- Det er noget, kæmpe komikere på en eller anden måde har haft berøringsflade med, så jeg tænkte: "Det skal jeg ikke sige nej til!", fortæller Mark le Fêvre.

Han vækkede lytterne i halvandet års tid. Bagefter kunne han leve - eller nok rettere overleve, indskyder han - af standup.

I 2018 entrerede Mark le Fêvre bedste sendetid, da "Stormester" kom til TV 2.

Lasse Rimmer indtog titeltjansen og har siden bedømt danske kendissers bud på løsningerne af en stribe finurlige udfordringer, mens Mark le Fêvre styrer slagets gang som stormesterens underkuede assistent.

Året efter lavede han sit første onemanshow, "Bøvl". Det kredsede om overtænkning og bekymringer. Fire måneder senere viste det sig, at det selverklærede hypokondri havde hold i virkeligheden.

Mark le Fêvre mærkede en bule i baghovedet. Det var et modermærke, som han fik fjernet.

Det viste tegn på kræft.

Skæbnens ironi, konstaterer han.

Mark le Fêvre kom rask ud på den anden side, og det blev begyndelsen til hans andet onemanshow, "Heldig".

- Jeg er selv meget begejstret for comedyshows, hvor det lykkes komikeren - midt i al fjollet - i små, skarpe glimt at vise noget sårbarhed.

- Også denne her gang har jeg noget sårbart med. Det giver mig en nerve, jeg godt kan lide at arbejde med, fortæller han.

Han lader publikum komme forholdsvist tæt på.

- Det er ikke et tungt show, men jeg giver en luns af mig selv. Jeg vil gerne blotte mig, men selvfølgelig kun til en vis grad, for jeg er egentlig også ret privat.

Det er en fin balancegang.

I showet fortæller han åbenhjertigt om udfordringen med at stifte familie. Det involverer selvsagt også hans kæreste, Sidsel Fisker Buhl Jørgensen . Hun arbejder helt uden for rampelyset og er personalejurist i Københavns Kommune.

- Jeg har været sammen med hende i lige så lang tid, som jeg har optrådt faktisk. Så jeg tror egentlig, vi sammen har fundet balancen. Men hvis der var noget, hvor jeg var i tvivl, ville jeg 100 procent vende det. Det handler om kommunikation. Og mavefornemmelse.

- Det er også en af årsagerne til, at jeg tester mine shows så meget af inden premieren.

Det nye show har været undervejs siden 2022.

Og han kunne allerede have været ude på landevejene med det.

- Da det meget lykkelige skete, at vi efter meget lang tids prøven fik et barn, tillod jeg mig selv at lave en deadline længere ude i fremtiden. Jeg vidste bare, at jeg ville have lov til at nyde, at det endelig lykkedes. Jeg gad heller ikke at kigge tilbage med ærgrelsen over, hvorfor fanden jeg skulle have så travlt. Jeg skylder ikke nogen at nå noget, siger Mark le Fêvre.

- Jeg laver først og fremmest showet for mig selvegentlig. Og så er jeg bare megaglad for, at folk har lyst til at opleve det.

Han indleder sit tredje onemanshow 26. september 2025 på hjemmebanen i Horsens og afslutter det i Næstved 3. december - i 2026.

- Når man kigger på kalenderen, kan det godt ligne, at jeg bliver fraværende, men jeg tror faktisk, det ender med det modsatte, siger han.

- I de sidste mange måneder har jeg haft svært ved at finde ro i hovedet. Der er hele tiden et eller andet, der lige kan finpudses. Så jeg tror, jeg kommer til at være noget mere til stede, når jeg rent faktisk er hjemme, når først jeg tager hul på turnéen.

Mark le Fêvre understreger, at han leverer et færdigt show, når der er premiere. Så er alt på plads.

Og det fejler ikke en skid.

/ritzau/