Den tidligere franske dronnings dråbeformede perle blev onsdag solgt for godt kvart milliard på auktion.

Et stort, dråbeformet perlevedhæng, der engang tilhørte den franske dronning Marie Antoinette, blev onsdag solgt for 237 millioner kroner på auktionshuset Sotheby's i New York.

Salgsprisen er den højeste for en perle nogensinde, oplyser auktionshuset.

"Dronning Marie Antoinettes Perle" var et af højdepunkterne på onsdagens auktion.

Ifølge Sotheby's havde potentielle købere en unik mulighed for at tilegne sig arvestykker og smykker, der har tilhørt Bourbon-Parma-dynastiet i generationer.

Flere af Marie Antoinettes smykker havde således indtil onsdag ikke set offentlighedens lys i 200 år.

Ti af den tidligere franske dronnings smykker blev solgt på auktionen. Flere af smykkernes salgspris overgik vurderingsprisen med flere millioner dollar.

Køberen af perlevedhænget ønsker ifølge Sotheby's at forblive anonym.

Marie Antoinette var gift med kong Ludvig 16., men blev dræbt af oprørere under Den Franske Revolution i 1793.

Hun nåede dog at smugle nogle af sine mest værdsatte smykker ud af landet, inden hun blev henrettet i guillotinen.

- Marie Antoinettes vedhæng er ganske enkelt uerstatteligt. Det handler om langt mere end selve smykket. Marie Antoinettes smykker er uløseligt forbundet med årsagen til Den Franske Revolution, siger Eddie LeVian, administrerende direktør ved smykkefirmaet Le Vian.

Også dronningens perle- og diamantøreringe, en diamantbroche og en diamanthalskæde blev solgt på onsdagens auktion.

Smykkerne blev solgt for en samlet pris på 283 millioner kroner.

/ritzau/AP