Mariah Carey tog københavnerne med storm, da hun i aftes for første gang nogensinde gav en koncert i Tivoli i Danmark.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Godt 30.000 festglade danskere var mødt op for at byde verdensstjernen velkommen, og København viste sig fra sin allersmukkeste side, da den 35-årige amerikaner kom forbi.

Men Mariah Carey er tilsyneladende ikke helt kommet af med sine diva-nykker. Hun kom en halv time for sent, og det fik publikum til skiftevis at pifte irriteret og klappe opmuntrende for at kalde hende på scenen. Så en Tivoli-talsmand måtte berolige den forsamlede skare.

Lidt før kl. 22,30 kom så en storsmilende og letklædt Mariah på scenen - og hun blev straks tilgivet af publikum, som gav hende en varm velkomst.

Da hun så tilmed sagde, at der både var varmt og utrolig smukt i København, var hun for alvor tilgivet, og hun kunne gennemføre sættet med et begejstret publikun på sin side.

Allerede fra morgenstunden i går begyndte fans at strømme ind i forlystelseshaven for at sikre sig en god plads foran scenen, til da verdens mest sælgende kvindelige artist skulle give sin første koncert i Danmark.

Mad og drikke
Da B.T. kiggede forbi ved 14-tiden i går havde omkring 50-100 mennesker »slået lejr« foran scenen på plænen. I den stegende hede kom personale fra Tivoli forbi med friske vandforsyninger til de tørstende.

Men de mange fans havde nu forberedt sig godt. Mange havde paraplyer - som gjorde det ud for parasoller - med, og alle havde rigeligt med væske og mad til den lange ventetid.

Nogle havde ovenikøbet taget læsestof med for at klare de mange timer, inden stjernen klokken 22.00 skulle på scenen.

Mariah Carey er på PR-turné i Europa for sit seneste album »The Emancipation Of Mimi«, som trods senere års nedtur for stjernen er øjeblikkets bedst sælgende album worldwide.

Første stop på Europa-besøget var live8 i London. Derefter Tyskland, hvor B.T., som eneste store danske medie, fik et eksklusivt solo-interview med hende.

Og i aftes var det så Danmarks tur.

Ingen chancer
Efter terror-angrebene i London i torsdags var sikkerheden i top i Tivoli - man tog ingen chancer. Fra Tivoli i går morges slog portene op, blev hver enkelt gæst grundigt undersøgt og kropsvisiteret.

Det var et ønske fra Mariah Careys »lejr«, oplyste Tivolis sikkerhedschef Thomas Rydahl i går.

»Normalt spot-tjekker vi ved indgangen, altså tasker og andet bliver undersøgt. Men her undersøger vi alle gæster for våben og skarpe genstande. Indtil videre har vi kun fundet et par øller og en flaske sprut,« lød det med et smil fra sikkerheds-chefen i går.

Sikkerheds-tjekket førte til sure miner hos nogle ældre kvinder, som mente, at de pr. automatik ikke udgør nogen sikkerhedsrisiko. Men Tivoli-personalet prøvede at holde humøret oppe og forsikrede om, at dette var en engangs foreteelse.

For at sikre sig mod uforudsete hændelser var der både posteret politibiler, en brandbil og en ambulance i haven i aftes - udover det normale Tivoli-beredskab.

Og Tivoli havde på forhånd besluttet sig for at se det hele an og forbeholde sig retten til at nægte flere adgang, hvis folkemængden viste sig at være urolig. Det hele for at sikre en så pæn og ordentlig afvikling af denne store begivenhed som muligt.

Forlystelser i fred
Først henad midnat sluttede Mariah Careys koncert i Tivoli.

Det forlød, at stjernen gerne ville prøve nogle forlystelser, men først efter det store publikum havde forladt haven. Heller ikke pressen fik lov til at følge i verdensstjernens fodspor.

Trods hendes nye åbenhed over for pressen og fans kan selv en Mariah Carey have behov for at forlyste sig i fred.

fhk@bt.dk