Mandemagasinet Zoo har lavet en liste over de australiere, der optræder mest u-australsk.

Kronprinsesse Mary bliver ikke længere anset for at være en god australier.

I hvert fald ikke i det australske mandemagasin Zoo, der har den danske kronprinsesse på top tre over de landsmænd, der opfører sig mindst australsk.

Mary, der før hun fik titlen som kronprinsesse, arbejde i reklamebranchen, får tredjepladsen, fordi hun har tillagt sig en dansk accent.

På andenpladsen på listen "Un-Australian of the Year" ligger ingen mindre end Gud på grund af oversvømmelserne i Queensland, der ramte to tredjedele af den australske stat.

Hverken Gud eller den danske kronprinsesse kan dog måle sig med manden bag Wikileaks, Julian Assange, som indtager listens førsteplads for sit løfte om at afsløre 250.000 hemmelige dokumenter.

- Kald det hvad I vil, men Wikileaks-stifteren brød den berømte regel: Hvad der skrives ind i et memo, bliver i et memo, skriver Zoo i begrundelsen og tilføjer:

- Du skal ikke regne med en invitation til en mandeaften i den nærmeste fremtid, Jules.

Julian Assange befinder sig lige nu i England, hvor han afventer rettens beslutning om, hvorvidt han skal udleveres til Sverige. Her er han under anklage for voldtægt, men selv påstår den tidligere hacker, at anklagerne er politisk motiverede.

Nummer fire og fem på Zoos liste er premierminister Julia Gillard og hendes forgænger Kevin Rudd på grund af et dramatiske partikup i juni, hvor Rudd blev væltet af pinden af sine egne partifæller til fordel for Gillard.

- Den eneste ting, der er mere u-australsk end at stikke en kniv i ryggen på en ven, er at gøre det for en forfremmelse, skriver Zoo om Gillard, mens magasinet kalder Rudd en kæmpestor tøsedreng, fordi han græd under sin farveltale.

/ritzau/AFP