Trods Mads Mikkelsens stærkt fysiske præstation keder overlevelsesfilmen "Arctic" flere danske anmeldere.

Filmen "Arctic" handler om manden H. Overgård, spillet af danske Mads Mikkelsen, der efter et flystyrt kæmper for at overleve i en snedækket ødemark.

Uden at fortælle mandens fornavn eller baggrundshistorie følger filmen Overgårds daglige rutiner, der skal holde ham i live, mens han venter på hjælp.

Ekstra Bladet anmelder giver den brasilianske Joe Pennas første spillefilm tre ud af seks stjerner. Det skyldes hovedsageligt den danske præstation i hovedrollen.

- Mikkelsen leverer en imponerende fysisk præstation i den stort set replikløse rolle, som ikke bliver nemmere af, at hans ansigt er pakket så meget ind det meste af tiden, at han kun har kroppen at spille med, skriver Ekstra Bladet.

Berlingskes anmelder kan kun svinge sig op på to ud af seks stjerner på trods af Mikkelsens ellers glimrende skuespil.

- Filmen fremstår flad, og de eneste dybder, der virkelig åbner sig, er de issprækker, som Mikkelsen dratter i på sin martrede vandring gennem sneen, lyder det i Berlingske.

Jyllands-Posten giver som den mest begejstrede af anmelderne filmen fire ud af seks stjerner.

- Arctic giver stadig svedige håndflader og åndenød, selv om den ikke adskiller sig fra andre overlevelsesfilm, lyder det i anmeldelsen.

Brasilianske Penna skal være glad for, at han har fået Mikkelsen til at "stille op til denne krævende solopræstation", lyder det videre.

Politikens anmelder glæder sig over, at Mikkelsen får "lov til at folde sin knudemandethed ud i så fundamentalt et drama".

- Med lakonisk målrettethed bærer han os gennem det storslåede arktiske landskab, den barske stilhed.

- Hvis bare denne stilhed kunne få lov at fylde selv! Nogle gange er underlægningsmusikken en forbandelse, lyder det videre fra Politiken, der kvitterer med tre ud af seks hjerter.

Ifølge Informations anmelder er "Arctic" særligt velegnet til dem, der ikke kan vente på det næste afsnit af realityprogrammet "Alene i vildmarken".

Filmen viser menneskets benhårde kamp for at overkomme den vilde arktiske natur i så roligt et tempo, at man kan nå at tage noter til hans forskellige overlevelsestricks, skriver Information.

/ritzau/