Mads Mikkelsen deler saftige detaljer fra arbejdet med en Bond-film, og hvordan han nær havde ødelagt den.

I øjeblikket er Mads Mikkelsen et brandvarmt navn, og temperaturen stiger kun, i takt med at hans seneste film "Druk" modtager store internationale priser ved blandt andet European Film Awards og BAFTA.

Det er dog langtfra første gang, han har gjort sig bemærket i udlandet. Det internationale gennembrud kom med James Bond-filmen "Casino Royale", hvor han spillede skurken Le Chiffre over for Daniel Craig som James Bond.

Og i et nyt stort interview med det amerikanske medie Vulture afslører Mads Mikkelsen, at han og stjernekollegaen lod fantasien få frit spil - og lod den løbe lidt af med dem.

- Det var en scene, hvor jeg torturerer ham, og han er nøgen og bundet til stolen, hvilket var ret radikalt. Vi har aldrig set Bond nøgen, og vi har aldrig set ham så sårbar, og så var der nogle tydelige undertoner med rebene, fortæller Mads Mikkelsen til Vulture.

Det stak af i en retning, hvor de to kolleger ville gøre scenen langt mere brutal og sindssyg, siger han.

- En af vores idéer var, at jeg rent faktisk skulle skære i ham og lade ham lide med det i noget tid. På et tidspunkt sad instruktør Martin Campbell bare og smilede og sagde: "Drenge, kom tilbage til bordet. Det her er en Bond-film. Vi kan ikke gøre det der," husker Mads Mikkelsen

Og det er altså ikke den eneste saftige afsløring, der kommer fra den 55-årige dansker.

Han fortæller også, at han var lige ved at forære hele plottet til "Casino Royale" væk og dermed spolere filmen.

Og det var faktisk, inden han overhovedet havde sikret sig rollen. Han havde fået manuskriptet forud for castingen, og hans navn var trykt på hver eneste side.

Manuskriptet havde han med sig om bord på et fly, men han faldt i søvn, og da han forlod flyet, havde han glemt manuskriptet i kabinen.

- Jeg er hele grunden til, at de trykker ens navn på manuskriptet, for de prøver at undgå præcis sådan nogle situationer. Jeg havde forladt flyet og var gået et minuts tid, før det gik op for mig. Jeg gik i panik. Jeg gik tilbage, men de ville ikke lukke mig ind igen.

- Men jeg tror bare, at jeg var heldig, at der var en, der gjorde rent om bord, som smed det ud. Det havde været en katastrofe, hvis det var endt på forsiden af The Sun, siger skuespilleren til Vulture.

/ritzau/