Velkendte værter indtager nye roller på Viaplays fodboldprogrammer. Blandt andet skal Mads Laudrup fremover stå i spidsen for "Onside".

Efter sommerferien skal sportsglade tv-seere vænne sig til en ny holdopstilling hos streamingtjenesten Viaplay.

Mads Laudrup bliver nemlig ny vært for fodboldprogrammet "Onside", der sendes hver søndag. Han overtager tjansen fra Signe Vadgaard, som i stedet skal være Premiere League-vært.

Skiftet sker til juli, og Mads Laudrup ser frem til sin nye rolle på skærmen.

- Superligaen er hjerteblod for mig, understreger den tidligere professionelle fodboldspiller i en pressemeddelelse fra Viaplay, hvor han fortsætter:

- "Onside" er næsten lige så gammelt som mig selv, så det er med andre ord et program, der har fulgt de danske fodboldfans i årevis. Dem glæder jeg mig til at møde, og jeg glæder mig til give dem mit og resten af holdets bud på, hvilken form søndagens store fodboldprogram skal have i fremtiden.

35-årige Mads Laudrup har været en del af værtsholdet på Viaplay siden 2016. Senest har han stået i front for mandagsprogrammet "Offside", som dog stopper ved udgangen af denne superligasæson.

Det skyldes, at Viaplay skal dele tv-rettighederne til kampene i den bedste danske række, Superligaen, med TV 2.

Trods lukningen af programmet ser Benjamin Munk Lund, der er sportschef for Viaplay i Danmark, optimistisk på den nye fodboldsæson.

- Med Signe og Mads på plads som værter i henholdsvis Premier League og Superligaen fra sommeren 2024 står vi fantastisk stærkt til at møde den nye fodboldsæson, siger han i pressemeddelelsen.

- De har de sidste mange år vist sig som suveræne frontfigurer med både personlighed og faglighed i topklasse, lyder det videre fra Benjamin Munk Lund.

/ritzau/