Tynde skiver oksekød, bearnaise og syltede rødløg pakket ind i en brioche-bolle.

Det lyder jo godt, men Madklubbens bearnaise-burger skuffede fælt, da jeg skulle indtage den som sen tømmermandsmorgenmad på Roskilde Festival torsdag.

Jeg valgte en menu, hvor jeg fik en burger, en omgang trøffelpopcorn og en kakaomælk. Det betalte jeg 110 kroner for hos den populære restaurantkædes madbod.

Fra et æstetisk synspunkt var burgeren egentlig meget tilfredsstillende. Men den levede desværre ikke op til dens pæne udseende. Brioche-bollen, som i mine øjne er BOLLEN, man skal bruge til en god burger var skamristet. Det skal forstås på den måde, at efter par bidder krakelerede overbollen og faldt fuldstændigt fra hinanden. Så det blev en unødvendig fedtet oplevelse.

Sådan ser en menu til 110 kroner ud hos Madklubben på Roskilde Festival.
Sådan ser en menu til 110 kroner ud hos Madklubben på Roskilde Festival.

Kødet var dejligt mørt, men det var gennemstegt. Bearnaisen smagte dejligt af estragon og den spillede godt sammen med de syltede rødløg. Trøffelpopcornene føltes mere som en gimmick end noget andet og så meget trøffelsmag, havde de heller ikke. Hvorfor serverer man ikke bare pommes frites med trøffel i stedet? Det havde været en vinder. Min kakaomælk, som jeg havde tænkt mig at 'inhalere' for at behandle mine tømmermænd, havde stået i et meget koldt køleskab. Der var et pænt lag slushice i den, som lige skulle smelte, før den var til at drikke. Øv.

Det største problem med Madklubbens bearnaiseburger er, at jeg simpelthen ikke blev mæt.

Det gode: Lækker bearnaise og de syltede rødløg. Kødet. Burgeren så pæn ud.

Det dårlige: Brioche-bollen, der faldt fra hinanden. Trøffelpopcornene. Slushice i min kakaomælk. Gik derfra sulten.

Dommen: Det helt basale mål med at spise er at blive mæt. Det blev jeg ikke. Så er 110 kroner mange penge - selv på Roskilde Festival. På madbodens skilt står der, at 'ærlighed smager bedst'. Men ærlig talt, så føler jeg, mine tømmermænd og min mave os snydt.