Bragt i samarbejde med Alt for damerne

Hvor skal vi gå hen med vreden imod mennesker, der ikke længere er i vores liv? Karina har mistet sin mor, som var alkoholiker og svigtede hende i barndommen, og nu føler hun skam over sin vrede. Terapeut Katrine Axholm hjælper hende med at håndtere de negative følelser og med at tilgive.

»Min mor døde for et år siden, og det var en lettelse. Hun havde været syg længe, og det var bedst for hende at give slip. Jeg passede hende det sidste år, og det trak tænder ud, så det var også godt for mig, at hun endelig gik bort – må man godt sige det om sin egen mor?! Jeg synes ikke, jeg kan være bekendt at have grimme tanker om min mor og stadig være vred på hende, når hun nu ikke er her mere.«

Karina har sørget og sagt farvel til sin mor, men hun fortæller i terapien, at hun bliver ved med at være vred på hende, og at hun skammer sig mig over det og har brug for hjælp til at komme af med sin vrede og komme videre.

Ligesom så mange andre har Karina lært, at det ikke er pænt at tale grimt om de døde, og at det er vigtigt at være loyal over for sine forældre. Derfor bliver det skamfuldt at være vred på en forælder, som ikke er her mere.

Ensom med skammen

Men hvad gør man, hvis man har negative tanker, og man ikke har mulighed for at skælde ud og få afleveret sin vrede? Kan man finde en anden måde at bearbejde sin fortid på og finde fred med, at den var som den var, så den ikke også påvirker hele ens voksenliv? I terapien taler jeg med Karina om, hvad det er, hun er vred over i forholdet til sin mor.

»Min mor var alkoholiker og svigtede mig mange gange i mit liv. Jeg har aldrig kunnet regne med hende. Hun var enten sød, blød og varm, bagte boller og elskede, når jeg havde veninder med hjem, eller hun var fuld og fraværende og pinlig, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at skjule, hvor galt det stod til med hende. Jeg er enebarn, og jeg har derfor stået ensom med min skam over hende, og det er jeg vred over. Hvorfor passede hun ikke bedre på mig?

»Som voksen prøvede jeg at tale med hende om, hvad jeg oplevede dengang, men hun nægtede at anerkende min virkelighed, så jeg kom aldrig igennem til hende. Vi fik ikke talt ud, og derfor er jeg stadig vred. Men det gavner jo ikke nogen og slet ikke mig. Jeg har brug for hjælp til at give slip på min fortid og komme videre.«

Skriv et brev

Karina og jeg taler om, hvordan hun på den ene side kan aflevere sin vrede til sin mor, selvom moderen er død, og på den anden side om, hvordan hun kan tilgive sin mor.

Vi aftaler, at hun skal skrive et brev til sin mor med overskriften 'Sådan var det at vokse op med dig som mor'. Jeg inviterer hende til at sætte sig og mindes, hvordan det var at være Karina som barn.

Det kan være en hjælp at prøve at huske stemningen, dynamikken, relationerne, forholdet imellem sine forældre. Hvad skete der, og hvordan påvirkede det dig?

Jeg spørger også lidt ind til, hvilken opvækst hendes mor selv havde, og der er meget, der falder på plads, da Karina ser sammenhængen imellem de svigt, som hendes mor har været udsat for, og den mor, hun efterfølgende selv blev. Det blev en meget rørende session:

»Jeg har brugt det meste af mit voksenliv på at være vred på og skuffet over min mor. Jeg ville ønske, jeg kunne være sammen med hende nu og fortælle hende, at jeg ved, at hun gjorde det bedste, hun kunne.«

»Jeg ville også sige, at jeg har omsorg for, at hun ikke formåede at løse opgaven som mor bedre, end hun gjorde. Det var ikke o.k., at hun ikke tog ansvar og var en bedre mor for mig, men jeg kan finde fred med, at hun var den, hun var, fordi hun selv er blevet svigtet.«

»Min vrede er vendt til kærlighed. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme hertil.«