Personlig træner og selvstændig med eget fitnesscenter Lotte Arndal peger på, at sundhed for hende har flere facetter – heriblandt nok søvn, lavt stressniveau og en sund balance imellem grøntsager og chokoladekiks, så hun kan være en god rollemodel for sine fire børn.

Hvad er sundhed for dig – fysisk og mentalt?
»Sundhed for mig er at finde balancepunktet mellem sund kost, lavt stressniveau, nok søvn og bevægelse hver eneste dag. Der er mange, der tror, at sundhed primært handler om at få sund kost. Men det er kun en enkelt brik i det at være sund. Søvnen er meget vigtig. Det er stressniveauet også, da et højt stressniveau forhindrer god søvn. Så sundhed er for mig at kunne få mad, bevægelse, familieliv, det sociale liv og mental helse til at gå op i en højere enhed.«

Hvordan holder du dig i form?
»Jeg er generelt meget aktiv i min hverdag, så jeg holder mig i form ved ikke at sidde særlig meget ned. Desværre kan jeg ikke nå at styrke- og konditionstræne så meget, som jeg gerne vil, hvilket kan virke paradoksalt, når jeg bruger hele min arbejdsdag i et fitnesscenter. Til gengæld kan jeg have weekenddage, hvor jeg går 20.000 skridt, fordi jeg bevæger mig med mine børn.«


Foto: PR
Vis mere

Hvad er dine udfordringer i forhold til sundhed?
»Det er primært manglende tid – især i forhold til at træne. På madfronten er jeg god til at lave hurtige kompromisløsninger, hvor jeg stadig får masser af grønt.«

Har dit forhold til sundhed ændret sig med tiden?
»Da jeg læste til kostvejleder, var der selvfølgelig meget fokus på vitaminer, mineraler, og hvad der var sundt at spise. I takt med at jeg fik børn, ændrede mit forhold til mad sig også. Det er vigtigt for mig at være en god rollemodel for mine børn, og sundhed handler også om balance og mental sundhed, så derfor har vi selvfølgelig også pålægschokolade og chokoladekiks i skabet.«

Hvornår føler du dig mest sund?
»Det gør jeg, når kabalen går op. Når jeg får trænet tre gange om ugen, når søvnen er på plads, og når jeg har fået tre gode og sunde måltider i løbet af dagen. Hvor jeg har haft tid til at lave en lækker omelet med grøntsager om morgenen og sidde ned og spise den, så det ikke bare er en ostemad på vej ud ad døren.«

Foto: PR
Vis mere

Hvordan giver du dig selv den bedste start på dagen?
»Min bedste start på dagen er, når jeg er gået tidligt i seng, så jeg vågner, før vækkeuret ringer. Det er at få sendt mine børn godt af sted, og at vi alle har en god morgenmad i maven – omelet, noget grønt og en bolle eller knækbrød. Og så får jeg altid drukket to glas vand eller te, mens jeg render rundt og gør børnene klar til afgang.«

Sundhedstip:
»Bevæg dig! Og få styr på kosten. Og få lagt et ordentligt program hos en erfaren personlig træner.«

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt.dk.