Da hun var yngre, drømte hun om at blive lærer – ligesom forældrene. Hun drømte hverken om at blive sangstjerne eller prinsesse. Rig eller berømt. Nej, hun ville bare gerne være gymnasielærer.

I dag er der langt fra barnedrømmen til den hverdag, 30-årige Lise Rønne befinder sig i. Faktisk er hun blevet det, mange af hendes kammerater med garanti drømte om. En højtprofileret vært med stor respekt i tv-branchen. Så respekteret, at hun både styrer showet i et af Danmarkshistoriens største underholdningsshow "X Factor" og samtidig kan skrive redaktør og journalist for DR's "Aftenshowet" på visitkortet.

Lise Rønne har, siden hun for otte år siden sprang ud som ungdomsvært, formået at komme på top-fem listen over de mest populære ansigter på dansk tv.

- Men det har virkelig aldrig været min store drøm. Det lyder måske paradoksalt for andre, men jeg er samtidig super genert, lyder det fra tv-værten.

Hun har netop sat sig tilrette på en café i midten af København og virker langt fra bly eller usikker. Hendes smil er ligeså varmt og åbenhjertigt, som når hun lægger armen omkring de håbefylde deltagere i 'X Factor'. Og hendes stemme er rolig og afbalanceret. Faktisk er det helt umuligt at forestille sig, at Lise Rønne lider af generthed.

- Jeg har aldrig været vild med at tale i større forsamlinger. Jeg kunne blive syg flere dage i forvejen, når jeg skulle fremlægge noget på universitetet, siger hun og indrømmer, at hendes generthed plager hende på mange måder.

Men netop når hun står foran et tv-kamera, er det ikke en hæmsko. Heller ikke selv om mere end to mio. mennesker følger med.

- Jeg tænker ikke over, hvor mange der sidder ude i stuerne. Hvis jeg gjorde det, ville jeg blive forskruet oven i hovedet, griner hun.

Det samme er gældende, når spørgsmålet går på, hvordan det er at være rollemodel for de mange unge, der igennem de sidste otte år har fulgt hende på skærmen.

- Det vil gøre mig fuldstædig paranoid, hvis jeg skulle tænke på det, hver gang kameraet kører. Jeg har tidligt besluttet mig for, at jeg skal være 100 pct. mig selv på skærmen. På den måde kan jeg stå inde for det, jeg gør. Og det tror jeg, man bliver en bedre vært af, siger hun.

Men hun har også igennem årene lært det på den barske måde. Blandt andet da hun for få år siden blev forfulgt af en fanatisk beundrer. Det startede med et tilfældigt møde i et tog og blev senere fulgt op med utallige breve.

- Det var rimelig surrealistisk. Men jeg har heldigvis kun prøvet det én gang. Og det er ikke noget, jeg længere tænker på. Det vil slet ikke være det værd at være tv-vært, hvis jeg hele tiden skulle tænke over, hvad folk mente om mig, siger hun og holder en kort pause:

- Eller hvis jeg hele tiden blev genkendt på gaden.

Mærkeligt nok bliver Lise Rønne nemlig sjældent genkendt, når hun bevæger sig rundt på gader og stræder.

- Men når jeg ikke har mascara på og har dårligt hår, så ligner jeg jo heller ikke hende fra tv. Og det er faktisk meget befriende, siger hun og fortsætter:

- Jeg har ikke behov for at se perfekt ud hele tiden. Og jeg er meget bevist om, at jeg gerne må være et helt almindeligt menneske, der ikke altid ligner en million. Som også kan være usikker eller ked af det ind imellem, som flyder på sofaen og keder sig, og som også handler ind i netto. Jeg vil ikke fremstå som et glansbillede. Alt for mange børn og unge glamouriserer kendis-verdenen. Det er 'X Factor' et godt eksempel på, siger hun og hentyder til, at der i denne omgang 'X Factor' er næsten tre gange så mange, der er mødt op til audition, end første gang. Alle sammen med drømmen om at blive den næste Martin.

- Det er derfor, det er vigtigt, at 'X Factor' først og fremmest er et musikprogram. Dem, der klarer sig hele vejen til live-programmerne, de brænder 100 pct. for musikken, mens i hvert fald 80 pct. af alle dem, der stiller op til audition, nok romantiserer alt det, man tror, der følger med, når man er i fjernsynet. Måske endda mere end at synge og optræde,' siger hun og har pludselig fået et mere bestemt ansigtsudtryk.

Der er ingen tvivl om, at dette er et emne, der virkelig optager den 30-årige tv-vært. Men hun må jo også vide noget om snakken. Hun har både været vært for de unge på MTV og DR's 'Boogie' og ikke mindst på det meget populære 'RundFunk' på TV2.

'For mig er det virkelig vigtigt at formidle, at det ikke er et glansbillede-liv. De kommer ikke til at leve et federe eller bedre liv af at være på tv. Måske de første par uger, men så vender hverdagen tilbage, de skændes igen med deres mor, har kærestesorger eller er forvirrede over livet, siger hun.

Fordi hun selv befinder sig midt i det, mange kalder et mediecirkus, er hun ikke bleg for at fortælle de unge, at hendes liv er helt almindeligt. Ligeså almindeligt som hvis hun var blevet gymnasielærer. Og selv om mange måske misunder hendes job, har hun ikke helt droppet tanken om at undervise en eller anden dag.

- I mange år ville jeg gerne tilbage på universitetet og læse færdigt.

Det var ikke nok at være tv-vært og kun blive bedømt på, om seerne syntes, hun var cool, og om håret sad perfekt.

- Men efter jeg fik lov til at komme i praktik på TV-Avisen og siden er blevet journalist, er jeg virkelig blevet glad for det, jeg laver.Lige nu står jeg midt i mit drømmejob, og jeg føler mig overud priviligeret. Men jeg har ikke lagt en livsplan. Og jeg ved ikke, hvad jeg laver om fem år.