Der må være noget X Factor over Lise Rønne. I hvert fald har den 30-årige tv-stjerne ikke svært ved at kapre mænd.

Først 'Drengene fra Angora'-stjernen Rune Torsgaard. Så journalisten Nikolaj Thomassen. Og i dag kan B.T. afsløre, at hendes hjerte lige nu banker for forretningsmanden Mikkel Lucas Overby.

- Ja, det er rigtigt, jeg har fået en ny kæreste. Men jeg vil ikke sige mere lige nu, siger Lise Rønne, der dog afslører, at forholdet er ret nyt.

Mikkel Lucas Overby, der er søn af Keld Lucas, administrerende direktør i Egmont Magasiner, er medejer af firmaet 'Serious Games', der udvikler spil til undervisningsbrug. Mikkel Lucas Overby har desuden skrevet en bog og har en ph.d. fra CBS – Copenhagen Business School.

- Jeg kan bekræfte, at vi er kærester, siger Mikkel Lucas Overby via mobiltelefon fra Washington.

Til januar skal Lise Rønne igen være vært for 'X Factor'. I foråret tog hun hele nationen med storm som værtinde, og var desuden nomineret som årets kvindelige tv-vært ved tv-festivalen i august.

Siden forrige omgang af 'X Factor' har Lise været redaktør på 'Aftenshowet' på DR1.

Lise Rønne kommer fra Viborg og har en bachelor i medievidenskab fra Aarhus Universitet samt en diplomuddannelse i journalistik.