Den søde sportsvært på Tv2/Sporten stopper. Nu gælder det nye udfordringer.

Line Ernlund, 34, har sine sidste dage som sportsvært på TV2/Sporten.

Fra 1. januar starter hun på TV2 News, hvor hun sætter sig i den ledige værts og reporterstol efter Kamilla Walsøe, der starter som morgenvært på 'Go´morgen,Danmark'.

Dermed sætter hun stop for fire års pendlerliv og et liv i en kuffert.

- Jeg vil gerne prøve noget andet og er glad for, at jeg kan blive i huset. Jeg har orlov og en aftale om, at jeg kan komme tilbage, men min intension er, at det er et skift, siger Line Ernlund, der har lavet sports-tv i otte år.

- Nu vil jeg kaste mig ud over kanten. Jeg har ikke lavet andet end sport, siden jeg blev færdig som journalist. Først på TV3´s Onside, så fire år i DR og fire år på TV2. Jeg har prøvet alt, været reporter, vært og redaktør, været med til to EM og VM i fodbold, og rejst Europa tynd med landsholdet.

- Nu vil jeg gerne prøve at lave andre ting og udfordre mig selv, selv om jeg godt ved, at jeg kommer til at savne sporten, og at det vil trække i mig, når der er store sportsbegivenheder.

Line Ernlund bor i København med sin kæreste, og det tæller også på plussiden ved det nye job, at hun slipper for at pendle mellem København og Odense.

- Men det er nu ikke derfor, jeg gerne vil skifte. Men det bliver fedt at sove i sin egen seng hver aften og få mere ro i mit liv, efter at have levet med en kuffert bag i bilen, og altid været på vej et eller andet sted hen.