Lina Rafn er vred. Hun er også frustreret og skuffet. Men hun er ikke overrasket.

For første gang i sin karriere står sangerinden og hendes makker Paw Lagermann med gæld. Og hvis skyld er det så? Hvis man spørger Lina Rafn lyder svaret: Det er regeringens.

Sagen er den, at Infernal-makkerparret sidste år gik i gang med et større projekt. De ville bygge deres eget studie. Men det projekt er nu endt med at koste dyrt på grund af coronavirussen, fortæller Lina Rafn i et opslag på Instagram.

Idéen om at bygge eget studie kom sidste år helt naturligt til Infernal-duoen, da det sted, de havde brugt i 11 år, skulle rives ned. Og ud fra sangeringens egne ord at dømme, er der ingen tvivl om, at studieprojektet er blevet et hjertebarn:

'At investere så helhjertet og skabe vores drømmestudie uden kompromiser eller forbehold,' skriver hun om projektet.

I marts gjorde coronavirussen så for alvor sit indtog i Danmark, og som konsekvens af det lukkede Mette Frederiksen landet. Mere eller mindre.

Et forbud mod større forsamlinger blev i hvert fald en realitet, og dermed gik størstedelen af kulturdanmarks planer op i røg. Heriblandt planlagte koncerter, som jo bekendt er Infernals levebrød.

'For første gang i vores karriere skylder vi penge væk, og vi har meget begrænsede muligheder for at tjene nogen,' forklarer Lina Rafn i sit Instagram-opslag. Heri sender hun også en meget kontant stikpille i retning mod Christiansborg:

Siden 90'erne har Lina Rafn og Paw Lagermann udgjort Infernal, der står bag dansehits som 'Frem Paris to Berlin' og 'Ten Miles'.
Siden 90'erne har Lina Rafn og Paw Lagermann udgjort Infernal, der står bag dansehits som 'Frem Paris to Berlin' og 'Ten Miles'. Foto: Simon Skipper
Vis mere

'Da politikerne i vores land valgte at redde 'deres egne' og skide på os andre, var alting (arbejdet med studiet, red.) allerede i gang. Meget lidt kunne rulles tilbage.'

Og det er altså derfor, Lina Rafn nu er fyldt med alle de følelser, som blev nævnt i denne artikels start.

'Jeg er vred. Frustreret. Skuffet. Men ikke overrasket. Desværre. Denne regering er ikke min regering,' skriver hun og afslutter opslaget med en lille positiv krølle:

'Men hey... Jeg ser i det mindste godt ud, ikke?' skriver hun med henvisning til det billede, hun har delt i forbindelse med opslagsteksten.