Det var en enkelt bisætning sagt på et lærerværelse, da Mette Holm var ti år, der brændte sig fast og gav Mette en voldsom usikkerhed. Nu har hun som psykolog udviklet 'Oppe-teorien' til andre, der vil lære at finde budskabet i offerhistoriens smerte.

Hver morgen modtager 90.000 følgere af 'Mettes Univers' et gratis, selvkærligt boost fra psykolog Mette Holm, som står bag livsstilsuniverset. Et boost, som hun egentlig skriver til sig selv, men som alle hendes læsere får glæde af, fordi de måske også kan bruge det til noget.

I morges, inden dette interview, skrev Mette et boost, der lød: »Det er, som det er.«

»Og det handlede om, at når jeg skal over til noget, som nu for eksempel et interview i København med dig og Alt for damerne – uha!, så er jeg nødt til ikke at gøre det større, end det er. Jeg kan gøre mig umage med at være så rolig, ærlig, ordentlig og ægte, som jeg kan, og hvis der kommer en god energi i interviewet i dag, er det dejligt, hvis ikke, ja, så er det sådan. Jeg kan ikke være andet end at være mig selv. Og jeg må være med det, der er. Jeg kan ikke andet.«

Mette ankom til København fra Aarhus i aftes med sin gode ven og samarbejdspartner Kenneth Adelhardt. De har overnattet i en lejlighed midt i byen. En lejlighed, som også er en del af Mettes Univers, og som hendes følgere kan leje, hvis de har brug for overnatning.

Lignende lejligheder findes andre steder i både Danmark og Spanien, og de er alle indrettet med stor omhu og omtanke fra Mettes side. Udover blog, boost og dejlige lejligheder står Mette bag en stribe bøger og foredrag, og hun har udviklet 'Oppe-teorien'.

Den handler om, at man kan bruge sine negative følelser som sine bedste venner og på baggrund af alt det svære bryde negative tankemønstre og skabe det, man mangler. Til august er hun aktuel med endnu en bog: 'Kærlighed Oppefra – metoden til at skabe det parforhold, du længes efter'.

Hun underviser desuden på sin Skyggevejleder-uddannelse, tilbyder individuel terapi, parterapi og workshops og har haft sin egen praksis i 17 år. Hun er med andre ord en foretagsom kvinde, som ikke kan lade være med at sætte nye ting i gang, men som også indrømmer, at de mange projekter somme tider dækker over, at hun ikke altid selv er helt i balance. Når livet gør ondt, kan arbejdet dulme.

Mette er vokset op i Fjerritslev i Nordjylland med mor, far og lillebror. Hun var den dygtige storesøster, der hele tiden gjorde sig umage. Hun higede efter sine forældres opmærksomhed i en familie, hvor der blev brugt meget krudt på lillebroren, der stammede.

»Jeg har brugt utrolig mange år på at være 'rigtig' og forsøge at knække koden til, hvordan jeg kunne få anerkendelse og opmærksomhed. Vi kan jo alt som mennesker, hvis vi bliver set. Og jeg har i mange sammenhænge stillet mig steder, hvor jeg har tænkt: Her ser hun mig. Her ser han mig. Men hvor jeg så alligevel er blevet overset. Efterhånden udviklede jeg en strategi, der gik ud på, at hvis jeg nu var rigtig dygtig til springgymnastik, hvis jeg var virkelig dygtig i skolen, eller hvis jeg var en rigtig sød veninde, så fik jeg det, jeg savnede. Og det fik jeg jo. Det virkede virkelig godt, for du bliver set, når du er dygtig. Men der kommer også en distance. På et tidspunkt kan det der 13-tal eller de otte flikflak også blive sådan lidt: 'Århhh, kan hun lige være her…!'.«

I opvæksten fik Mette det, hun kalder et kærlighedssår. Noget, som rigtig mange mennesker får i løbet af livet på den ene eller anden måde. Hun beskriver det som en ridse i kærlighedspsyken.

»Det handler om, at du er blevet afvist, eller at du er blevet gjort forkert et sted, hvor du troede, at du hørte til. Det har givet dig en overbevisning om dig selv, og du begynder at operere ud fra den overbevisning, fordi du føler, at der er noget i dig, der er forkert, siden andre ikke vil dig. Det sår ligger der ubevidst resten af livet, og vi reagerer som på automatpilot, når vi bliver bange for, at det samme sker igen. Hvis du har brændt dig på en kogeplade, lægger du ikke bare hånden på den igen. Du går udenom. Du gør noget andet. Så vi lærer at tilpasse os, og vi lærer at skabe mønstre og strategier, som virker, men som også skaber en masse ballade, fordi der ikke er blevet 'ryddet op'. Såret er ikke helet.«

Foto: Peter Nørby
Vis mere

Mettes kærlighedssår opstod, da hun var omkring ti år. Udadtil var hun en succes, dygtig i skolen, dygtig til sport og med masser af veninder. Det så ud, som om alting kom nemt til hende. Indadtil var det dog ikke helt så let for Mette. Hun følte et indre kaos. Forældrene skændtes meget, hendes forhold til moren var anstrengt, og faren var den stille type ude i værkstedet, som så alligevel pludselig kunne eksplodere i vrede.

Mettes lillebror havde det svært, fordi han stammede. Det påvirkede hele familien, men samtidig var det ikke rigtig noget, der blev talt om. Lige indtil en dag, hvor skolen indkaldte hele familien til en samtale med en skolepsykolog. Mødet blev holdt i frikvarteret på lærerværelset på den skole, hvor Mette også gik, og hendes lærere gik tæt rundt om bordet, mens samtalen fandt sted.

Alle kunne i princippet høre, hvad der blev talt om. På et tidspunkt sagde skolepsykologen: »Mette, grunden til, at din lillebror har det så svært, er, at du er en meget dominerende storesøster.« Sætningen brændte sig ind i Mettes psyke og har siddet der lige siden. Som et sår. Et kærlighedssår.

»Ingen af mine forældre sagde psykologen imod, og jeg følte mig svigtet. Sætningen fik bare lov til at blive stående, og lige der lærte jeg, at jeg var for meget. At jeg skulle dæmpe mig. Og den følelse satte sig fast. Skolepsykologen sagde det sikkert i en bisætning, men for mig blev den sætning plakaten over hele samtalen.«

Hvad kom den oplevelse – den sætning – til at betyde for dig?

»Det betød, at jeg følte mig forkert i rigtig mange relationer. Det blev også utrolig svært for mig at give kærlighed til mig selv. Og uden at jeg vidste, hvad jeg lavede, forsøgte jeg at knække koden til accept ved at træde ud i en form for skaberkraft og virkelig prøve at optimere det, jeg havde, og det, jeg kunne. Ved at være dygtig i skolen. Dygtig til gymnastik. Og, som voksen, dygtig til mit arbejde.«

»Men oplevelsen har medført en kæmpe usikkerhed, der gør det svært at tale om, for det er ikke en usikkerhed, der forsvinder. Jeg arbejder stadig med det. Jeg tror, at de sår, du har fået, de bliver der. Det kan godt være, at de er helet, men hvis du trykker på hud, hvor der har været et sår, så er det stadig ømt på en eller anden måde, og der er en form for energi bundet i det.«

»Jeg har – via Oppe-teorien – fundet ud af, hvordan jeg kan gå ind i såret og bruge smerten som en energi. Men det er da et ømt punkt for mig, og hvis jeg ikke passer på, så bliver de følelser, jeg har bundet i såret, noget, jeg dyrker.«

Foto: Peter Nørby
Vis mere

Hvornår kan det ske?

»Når jeg bliver ked af det. Træt. Bange. Hele Oppe-teorien er funderet sådan, at i stedet for at tænke 'nej, nej, nej, nu er der en negativ følelse', så tag dig af den. Den har et budskab, der er noget, du mangler. Find ud af, hvad du mangler, og dermed hvad du skal skabe.«

»Hvis jeg i dag føler mig forkert eller udenfor, så konfronterer jeg det. Og i stedet for at tænke 'åh, jeg mangler relationer' – som jeg brugte mange år på at tænke over, efter jeg blev skilt – så går jeg ind i den negative følelse, mærker, hvad jeg mangler, og skaber det selv.«

»Jeg har forbudt mig selv at indtage offerrollen, og jeg siger også til mine klienter, at det er okay, at de fortæller deres offerhistorie, men de skal vide, at der intet er at hente der. Kig hellere på, hvad de negative følelser fortæller. Hvilket budskab er der i smerten? Det er sådan, man heler såret.«

Foto: Peter Nørby
Vis mere

Men du sagde lige, at du ikke selv har helet dit sår fuldstændig?

»Jeg starter forfra HVER dag. Lidt som i AA. Der spørger man: 'Er du alkoholiker?' Og så svarer de: 'Ikke i dag. I morgen tager jeg i morgen'. De tager en dag ad gangen, og hver dag laver de et løfte til sig selv om at lade være med at drikke den dag. På samme måde laver jeg hver dag et løfte til mig selv.«

»Hvis jeg ved, at jeg gerne vil have en vild fed dag, så beslutter jeg, at i dag lader jeg offerrollen være. Og det boost, jeg sender ud hver morgen, er et koncentrat af min egen lille dagbogsstund om morgenen. Jeg tror ikke, at man kan sige: 'Ja, jeg mistede alt, det var hårdt, men så gjorde jeg sådan her, og nu er jeg helt glad'. Jeg tror på, at når du er helet, så er du både i stykker og helet på samme tid.«

»Du bærer din ulykke med dig i en stor bevidsthed om, at det er sådan, du er. De tab, jeg har haft, og den skilsmisse, jeg har været igennem, kommer jeg aldrig over. Men det interessante er, at på baggrund af skilsmissen og det, jeg har manglet fra mine nære relationer, har jeg bygget Mettes Univers op. Mettes Univers er bygget på sorg. Mettes Univers er bygget på, at jeg på daglig basis kigger på, hva' fa'en er der så med dig i dag, Mette? Oppe-teorien er faktisk en egoistisk båret næstekærlig teori, fordi den handler om, at jeg skal have det godt med mig, før jeg kan være noget for andre.«