Lene Beier arbejder med at få orden i hjemmet, så hovedet kan fokusere på det positive.

Du kender det måske. Opvasken bliver ikke taget, pantflaskerne bliver ikke afleveret, og du nænner ikke at smide børnenes gamle legetøj ud.

Hurtigt hober rodet sig op.

Det kan være svært for alle. Men i det nye TV 2-program 'Vi drukner i rod', som får premiere på kanalen 4. juli, møder vi nogle af dem, der har ekstra svært ved det.

Værten på programmet er Lene Beier, og hun kender alt til rod. Ikke fordi der roder hjemme hos hende, men netop fordi der ikke gør.

»Hvis der roder hjemme, så fylder rodet rigtig meget i mine tanker. Så vil jeg for eksempel tænke på at komme hjem og rydde op, hvis jeg er ude at gå en tur.«

»Så det fylder enormt meget for mig,« siger Lene Beier.

Det er egentlig ikke så meget rodet, der er problemet for Lene Beier. Det er mere rengøringen.

»Man kan jo ikke komme til at gøre rent, hvis der ikke er ryddet op. Jeg kan godt leve med rodet, men ikke med, at der er beskidt,« siger hun.

I programmet hjælper Lene Beier sammen med oprydningsekspert Marianne Gammelgaard og tømrer Andreas Simonsen familier med at rydde op i deres uoverskuelige hjem.

Der arbejdes i tre faser: tøm, sorter og organiser.

En del af processen er, at deltagerne får lagt alle deres ting frem – samtlige genstande i hjemmet – så de bedre kan overskue og sortere det.

»Vi gør det, fordi det er meget nemmere at sortere, når alting er samlet. Hjemme hos os ville vi nok bare tage et rum ad gangen. Men hos dem, vi besøger, er der ikke et naturligt system.«

»Derfor er vi nødt til at tage det hele ud på en gang,« forklarer Lene Beier.

Under sorteringen kan der også dukke minder op. Det sker også i anden episode af programmet, hvor Lene Beier taler med deltageren Maria, mens de sorterer alt det babyudstyr, familien har gemt.

Maria har nemlig et ønske om flere børn, selv om det ikke kan lade sig gøre, og hendes historie får Lene Beier til at fortælle om sin i programmet.

»Jeg har haft to komplicerede fødsler. Derfor besluttede min mand, Anders, og jeg os for, at vi ikke ville prøve igen. Vi turde simpelthen ikke,« siger Lene Beier.

»Vi har fået to dejlige og sunde drenge ud af det. Jeg er et meget positivt menneske, og jeg prøver at rejse let i livet og slippe det, der ikke lykkes, i stedet for at holde fast i de dårlige minder,« siger Lene Beier og fortsætter:

»For eksempel har vi to drenge, som vi kan tage på dykkerferie og vandreture med. Det havde vi jo ikke kunnet, hvis vi havde fået en efternøler.«

Det handler altså om at være glad for det, man har, og ikke se sig for meget tilbage.

Den tankegang gennemsyrer også Lene Beiers forhold til ting. Tv-værten er på ingen måde nostalgisk. Det er nemlig ikke det materielle, der fylder for hende.

»Jeg solgte min brudekjole, lige efter at jeg havde brugt den. Jeg samler på minder og mennesker. Jeg bruger mine penge på oplevelser og mennesker, jeg holder af,« siger hun.

Det kommer også til udtryk i hendes indkøbsvaner. Lene Beier er nemlig flittig bruger af genbrugsbutikker og loppemarkeder, hvor hun finder skjulte skatte og sender sine egne skatte videre.

»Jeg elsker at give ting videre, hvis jeg ikke bruger dem længere,« siger Lene Beier.

Første afsnit af 'Vi drukner i rod' kan ses på TV 2 den 4. juli.

/ritzau/