Langt fra det sidste punktum

Mandag kommer Det Brune Punktums længe ventede album på gaden. Og det bliver ikke det sidste vi får at høre fra den populære trio, lover de.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Vi kommer til at lave det her, til vi bliver 88 og står helt barnagtige til noget dårlig 80'er pop stadigvæk,« siger Peter Frödin og griner til sit med-punktum, Hella Joof, der tilføjer:

»Ja, i sådan noget stramt guldtøj...«

»Når man er rigtig tussegammel, er der bare nogle ting, man ikke kan gøre. Og det ved jeg, vi helt sikkert vil gøre,« griner Frödin.

Det er snarere et halvt utydeligt komma end et endegyldigt punktum, der sættes, når Det Brune Punktum på mandag udkommer med albummet med samme titel som Bellevue-forestillingen; »Far brugte ikke noget.«

Ligesom titlen henviser coverbilledet - det samme som showplakaten - til slet skjult parringsforvirring inden for familien.

Provokerende, sjofelt og utilgiveligt ville nogle betegne det som. Andre nærmest tilbeder de tre ustyrlige skuespillere og gamle venner. Selv synes de, at de gør det ret godt. Og så længe det føles sjovt, bliver de ved. Også selv om der skulle gå 40 år.

»Der er noget, der hører ungdommen til, som alderdommen ikke skal rode ved,« fastslår Martin Brygmann.

»På det sidste album (»Helbredelsen af manden med den visne hånd,« red.) lavede vi den der sang, »Jeg har tabt mig,« som vi selv syntes var helt vildt sjov, fordi vi havde hængebukser og deller og var alt for gamle til at stå og lege unge. Så det er klart, når vi bliver 75, vil der være nogle rigtig sjove ting at lave. Kæmpe ægteskabsdramaer, hvor man pisker en stemning op, knalder naboen og har gruppesex...«

»... og er piercet over det hele. Og uden underbukser med de gamle, gamle baller... der hænger,« supplerer Frödin og flækker sammen af grin med Joof.

De tre punktummer er onsdag eftermiddag mødt op på pladeselskabet, EMI Medley, for endelig at få de spritnye CDere i hånden. Tre af de ti numre er med i forestillingen og har derfor været produceret i god tid. De resterende syv blev først færdiggjort efter Bellevue-premieren den 4. maj. Det vil sige, at Brygmann havde skrevet kompositionerne, men teksterne blev skrevet på rekordtid.

Og når de skal, så skal de altså.

»Lige præcis på dét punkt er vi virkelig disciplinerede,« siger Joof.

»Ja,« siger Frödin, »vi sætter os ned. Og så gør vi det.«

»Også selv om klokken er to om natten. Og vi er lige ved at græde. Og bare vil sove. Så får vi det gjort alligevel,« fortæller Joof.

»Og vi har aldrig været nødt til at bruge ordene, »la-la-la«, fordi vi ikke kunne finde på noget,« indskyder Brygmann.

For Det Brune Punktum er teksterne en tungtvejende årsag til musikkens helt overdrevne popularitet. Og selv om de er blevet skrevet på syv dage, mens forestillingen kørte på fulde huse, så er der tanker bag. Selv de virkelig ligegyldige tekster om virkelig ligegyldige emner, er overvejede og skrevet netop på grund af deres ligegyldighed.

»Når man skriver en sang om det, ophøjer man det samtidig. Og gør det vildt alvorligt. Og det er sjovt,« fortæller Brygmann.

»Man kunne skrive en sang om at handle ind i Bilka om lørdagen. Om at købe stort og komme hjem med et kæmpe lager af vaskepulver...,« indskyder Joof og bliver afbrudt af Frödin:

»Ja, eller koge op og koge ned. Og lave suppe, og når man så alligevel er i gang, kan du lige så godt lave ti liter i stedet for to. Så kan du fryse ned portionsvis, og så er der altid til, hvis der liiige skulle komme nogen forbi. Så skal du bare koge det op, riste lidt brødcroutoner og så lige lidt friskhakket persille... så er der en tekst dér.«

»Ligesom i gamle dage da jeg tog toget fra Odense til København hver weekend, så var det værste, hvis jeg kom ind i en kupé, og der var nogen, der snakkede om begrebet, pladsbillet. »... meget godt med en billet, men du skal samtidig have en tillægsbillet. Du skal købe en pladsbillet oveni til ti kroner, og det er jo alligevel... den kunne de lige så godt lægge oveni billettens pris«... Kender du det? Jeg kunne begynde at græde over det. For det er så kedeligt, men så bliver det jo også sjovt at skrive en sang om. Der er et eller andet skræmmende fascinerende ved det. At bruge for lang tid på noget. Ligesom da Martin havde købt en græsslåmaskine, og vi var lidt tarvelige og gad ikke høre om det...«

»Det var ikke ligegyldigt,« afbryder Brygmann.

»Nej, men vi vidste ikke, hvilke tillægsspørgsmål, vi ligesom kunne stille. Hvis du havde købt et hus, kunne vi sige: Nej, er det rigtigt, hvor stort er det, og hvordan ser det ud? En græsslåmaskine? Hvad skal du bruge den til? Det ved man ligesom godt. Hvad farve er den? Det er ligesom lige meget,« fortsætter Joof.

»Jeg kunne finde på 20 spørgsmål om en græsslåmaskine...,« slutter Brygmann.

Med deres netop lettere sarkastiske sange om småborgerligheden i Danmark, hvor der på det forrige album blev sunget om grillaftener, fortsætter de på den nye plade med andelsboligforeningernes arbejdsweekender - specielt dem, der går ekstremt op i, at weekenden skal foregår gnidningsløst og retfærdigt.

»Det er lidt den samme type igen. Dem, der også synes, hvidløg er stærkt,« fastslår Joof. Men det er ikke for at gøre nogen til grin eller pege fingre af andres liv. Igen er det »blot« et stykke virkelighed - så almindeligt at det er sjovt. Og ingen føler sig specielt ramt, mener de.

»Jeg tror, at de mennsker, man selv synes, er kedelige; de synes sikkert aldrig selv, de er kedelige. Jeg tror ikke, de tænker: Gud, den handler om mig; jeg er kedelig,« siger Joof.

»Nej, de sidder sikkert og tænker: Gud, det kender vi godt; kan du huske dengang... sådan tror jeg, de tænker,« indskyder Brygmann.

Og publikum vidner om den fuldstændige uforståenhed, som i sandhed kan samle alle fra nær og fjern.

»En aften var der en hel sejlerfamilie i sejlertøj, med to børn - nærmest tvillinger - som var helt stadset ud. Bare for at se vores show,« fortæller Brygmann.

»Ja, nogle gange bliver man så overrasket. Ligesom en dag på parkeringspladsen, så var der nogle piger, der nok arbejder i Realkredit Danmark, som havde aftalt, de skulle have en rigtig tøseaften. Så går de ud og spiser noget italiensk, så ser de Det Brune Punktum skære ansigter, og så ud og får en sjus bagefter. Er det ikke dejligt? Måske har man gået i parallelklasse med dem, for det er lidt svært at få fat i, hvorfor de er der,« siger Joof.

De tre sange, der bliver brugt i forestillingen, er den højaktuelle ørehænger og hitlistemagnet, »Kom lad os gå,« den superkomiske, melodiske, grinagtigt selvfede, »Evig kærlighed,« og så sangen, »Spring ud.« En sang direkte rettet mod Pia Kjærsgaard og al hendes væsen, som indeholder linierne: »Gud har tilgivet hende. Men vi synes stadig, hun er lavet af lort.«

»Vi have mange tanker omkring det nummer,« fortæller Frödin, og Joof uddyber: »Vi tænkte på, om man måske bare skulle føle sig for fin til det. Åh, man gider ikke sige noget grimt om Pia Kjærsgaard. Men det er ligesom, man en gang i mellem skal huske at sige: Vi må ikke slå vores børn. Det kan godt være, at folk går hen og glemmer det.

Det kan være Pia Kjærsgaard ender med at blive stueren, fordi man vænner sig til alt hendes lort. Det er bare hendes facon, undskylder man med, og så laver de en skæg parodi på hende i Cirkusrevyen og inviterer hende til premieren.«

»En af vores venner var til Reumert-uddelingen og kom til at sidde ved siden af hende,« siger Joof og udbyder: Aaadrr! Tænk at kunne risikere at skulle til noget, og så er hun der også. Og at skulle sidde ved siden af hende og...«

»...og have glemt tegneskifter,« smiler Brygmann.

»Nej, men hvad fanden skal hun dér? Tænk at ha´ hende siddende. Nå, men så tænkte vi i hvert fald, at vi nok blev nødt til at råbe endnu engang ud fra hustagene, at hun er lavet af lort,« siger Joof.

Trods det klare budskab om Pia Kjærsgaard er Det Brune Punktums album som vanligt en opfordring til åbenhed, kærlighed og accept. At huske at være large. Og selv sangen mod Dansk Folkepartis leder er jo kærligt og sødt ment til fleste, argumenterer de meget fornuftigt.

Og selv om teksterne er umiddelbart banale, rammer de plet på danskernes sløvhed og nok-i-sig-selv-fænomen. Selv er de på toppen over teksterne, og den bløde pop deres foretrukne stil - indtil videre. »Vores tekser er fyldt med henvisninger til andres eller vores egne tekster. Det skal ikke opfattes som plank, men som hyldester. Vi kan jo ikke skrive: Duerne flyver i flok. Det har Benny Andersen skrevet. Så skriver vi: Fluerne flyver i flok. Det er jo også meget mere aktuelt, når man sidder i en have og sveder under armene,« siger Joof.

Og lige meget om man kan lide dem eller ej, så slipper vi ikke for deres tragikomiske, vanvittige, sprudlende, underfundige, simple humor de næste 4o år. Det sidste punktum er virkelig, virkelig langtfra sat.