Domstol forbyder færøsk kunstnerduo at klippe kunstværk, som de har købt, og lave det om til ure.

Kunstneren Tal R har i mandag i Sø- og Handelsretten fået nedlagt et midlertidigt forbud mod, at kunstnerduoen Letho kan klippe værket 'Paris Chic' og bruge det til urskiver.

Det er Tal R, der har malet billedet, men de to færinger Dann Thorleifson og Arne Leivsgaard, der udgør Letho, har købt det af ham for 600.000 kroner.

Deres idé var at klippe maleriet i små stykker og bruge stykkerne til skiver i ure, som så skulle sælges for 10.000 kroner stykket. Men det er en krænkelse af Tal R's ophavsret, mener han.

For at forhindre, at maleriet blev ødelagt, inden ophavsretsspørgsmålet blev afklaret, har Tal R bedt retten om at nedlægge et midlertidigt forbud mod at forvandle værket til ure.

/ritzau/