Den danske kronprinsesse ser frem til dagen, hvor vi kan være bedre beskyttet mod coronavirus.

De seneste uger har kronprinsesse Mary ligesom de fleste andre danskere fulgt coronakrisen tæt og set, hvordan den verdensomspændende pandemi sætter vores samfund og ikke mindst sundhedsvæsenet under pres.

Derfor er der god grund til at glæde sig til den dag, hvor forskerne har udviklet en vaccine mod det farlige virus.

Det siger kronprinsessen, som er protektor for WHO i Europa, i en udtalelse, som kongehuset har delt på deres hjemmeside.

Anledningen er, at det i denne uge er såkaldt European Immunization Week, hvor Verdenssundhedsorganisationen sætter ekstra fokus på vaccination.

- Vi ser alle frem til dagen, hvor vi kan være beskyttet mod Covid-19 af en vaccine. Men lad os bruge denne uge som en generel påmindelse om vigtigheden af vaccinationer, som redder millioner af liv hvert år, lyder det fra kronprinsesse Mary.

I sin udtalelse sender hun samtidig en dybfølt tak til de mange læger, sygeplejersker, jordemødre, forskere og andre ansatte i sundhedsvæsenet verden over, som hver dag kæmper for at redde liv under pandemien.

- Fra mit hjem i Danmark og som protektor for WHO i Europa har jeg beundret dem, som hver dag stiller sig i frontlinjen for at varetage kritiske og vigtige funktioner i vores samfund.

- Sundhedspersonalet er rygraden i vores sundhedssystem. Mere end nogensinde før. I de seneste måneder har de holdt os og vores kære i sikkerhed, og de har knoklet for at bekæmpe denne pandemi.

- Vi står i gæld til alle sundheds- og socialansatte. Dem, der arbejder dag og nat for at tage sig af personer med Covid-19, og dem, der arbejder for at holde andre essentielle sundhedsfunktioner kørende, lyder det fra kronprinsesse Mary.

Læs hele hendes udtalelse her:

http://kongehuset.dk/nyheder/statement-fra-hkh-kronprinsessen

/ritzau/