4,5 millioner kroner. Det var, hvad et maleri af danske P.S. Krøyer tirsdag indbragte, da det var på auktion hos Sotheby’s i London.

Det var ventet, at maleriet, der er en skitse til det berømte maleri »Sommeraften på Skagen Sønderstrand«, ville indbringe mellem 1,3 og 2,3 millioner kroner.

Men buddene væltede ind, og derfor faldt hammeren på det høje beløb.

- Jeg er ikke overrasket. Den estimerede pris var efter min mening lige lavt nok sat, når vi har med et ikonisk maleri som dette at gøre, siger Kasper Nielsen fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Han er også kendt fra TV-programmet »Hvad er det værd«.

Skitsen, der måler 47 gange 47 centimeter, er en af fire skitser til det kendte maleri fra 1893, hvor Krøyers kone, Marie, slentrer arm i arm med Anna Ancher, en anden af de store skagensmalere.

Maleriet har været på auktion tidligere i år, og dengang blev det solgt for bare 800.000 kroner, fordi man troede, at der blot var tale om en kopi. Siden fandt man ud af, at det var en vaskeægte Krøyer, og det forøgede salgsværdien. Måske var det derfor, at den anonyme ejer satte maleriet på auktion igen. Kasper Nielsen ville dog ikke være blevet overrasket over en endnu højere salgspris.

- Jeg ville nok have vurderet, at det på en god dag kunne have indbragt fem til seks millioner kroner. Selv om det er finanskrise, er der altid pengestærke købere til malerier af den støbning, siger Kasper Nielsen og minder om, at den hidtidige rekord for et Krøyer-maleri er knap 8 millioner kroner.

- Det er klart, at den mere almindelige kunst er faldet i pris, men det gælder ikke, når vi snakker toppen af poppen som med Krøyer, siger Kasper Nielsen.

Der er fuld anonymitet hos Sotheby’s, så det er ikke givet, at man nogensinde finder ud af, hvem køberen er. Men én ting står fast: Det færdige billede, som de fire skitser mundede ud i, hænger fortsat hos Skagens Museum.