Forfatterparret Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm lader sig inspirere af virkeligheden i deres krimier.

Hun er debattør, forfatter til flere bøger om livet på kanten af samfundet og fortalte i 2012 om sin opvækst med vold, svigt og seksuelle krænkelser i DR-dokumentaren "Min barndom i helvede".

Han er journalist og forfatter og har blandt andet arbejdet som udenrigskorrespondent for dagbladet Information og som redaktionschef på Børsen.

Privat er de gift, og så skriver Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm krimier sammen.

Siden 2016 har de udgivet fem spændingsromaner, som alle tager udgangspunkt i virkelige hændelser, og parret er lige nu aktuelle med thrilleren "Monsterland", som blandt andet er inspireret af sagerne om de såkaldte puttemiddage på nordsjællandske gymnasier samt den omfattende Umbrella-sag om deling af børneporno.

For parret har en regel, når de skriver.

- Vi har et dogme om, at der skal være noget aktualitet. Derudover skal det handle om noget virkeligt. Vi plejer at sige, at vi skriver 10 grader fra virkeligheden, fortæller Lisbeth Zornig.

- Vi er begge rundet af det svenske krimipar Sjöwall og Wahlöö, som i 1960'erne måske var de første til at tage samfundsmæssige dilemmaer op i krimiform. For mit vedkommende er det nogle af de bøger, jeg husker bedst.

- Vores bøger skal være en god historie, og læseren skal være underholdt, men det gør ikke noget, at man lærer noget undervejs, siger hun.

Mikael Lindholm tilføjer, at det ligger naturligt til krimigenren at skrive med udgangspunkt i virkeligheden.

- Krimilæsere er et særligt publikum, som stiller krav til, at den gåde, de skal løse, som vi har formuleret for dem, skal være ægte. Tingene skal helst kunne ske i virkeligheden og foregå på den måde, det er beskrevet. Ellers kan man ikke gætte med.

- Så hvis man konstruerer en virkelighed, skal der være en indre logik, som er troværdig, siger han.

Det var da også en virkelig hændelse i Lisbeth Zornigs liv, som i sin tid inspirerede parret til at skrive deres første roman, "Bundfald", som udkom i 2016.

I 2004 døde Lisbeth Zornigs storebror René, og der var flere elementer omkring dødsfaldet, som parret ikke kunne få til at stemme, fortæller Mikael Lindholm.

- René begik angiveligt selvmord ved at kaste sig ned på en græsplæne fra et førstesalsvindue efter at have bortskaffet sine mobiltelefoner, og det undrede os.

- Han var involveret i en af Danmarks største narkosager på det tidspunkt, og ud over René var der sjovt nok også andre personer, som skulle vidne i sagen, som undervejs døde under mystiske omstændigheder. Vi sagde til hinanden: "Det her lyder som en krimi. Gad vide, om vi kan finde ud af, hvad der skete?", fortæller han.

Så Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm begyndte at researche på Renés død.

De fik aktindsigt i hans obduktionsrapport og i politirapporten og talte med vidner i lokalsamfundet omkring hans hjem i Nakskov.

Så småt begyndte de at skrive historien om Ronnie som de kalder ham i romanen og hans død, som hans søster sammen med en makker forsøger at finde hoved og hale i.

Ligesom med "Bundfald" bruger parret i dag rigtig meget tid på at lave research til deres romaner for at gøre dem som realistiske som muligt.

Derfor har de blandt andet allieret sig med en gruppe på cirka 15 eksperter - som tæller alt fra en sprængstofekspert, en it-specialist, en efterretningsagent, en retsmediciner, en kriminaltekniker, soldater og politifolk.

Eksperterne rådgiver Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm, læser deres manuskripter igennem og byder også jævnligt ind med idéer til, hvordan man kan slå mennesker ihjel.

I romanen "Eksodus" fra 2018 var det parrets it-ekspert, som fandt på, at store bycykler med hule rør kunne laves om til mobile bomber, hvis man fyldte dem med sprængstof.

- Som krimiforfatter er man hele tiden på jagt efter en original måde at slå ihjel på, siger Mikael Lindholm.

- I "Monsterland" bliver der i begyndelsen af romanen stjålet kemikalier fra en svømmehal klorin og syre og hvis man blander de kemikalier, får man giftstoffet klorgas, som blev brugt under Første Verdenskrig. Den idé kom fra vores sprængstofekspert, siger han.

Men når de beskriver måder, man kan slå mennesker ihjel på, gør de sig nogle etiske overvejelser.

- Vi er meget opmærksomme på ikke at gøre det så detaljeret, at man kan læse bogen og gå hjem og gøre det selv. Vi fordrejer tingene eller undlader detaljer, for vi skriver ikke manualer til at gøre mennesker fortræd, siger Mikael Lindholm.

Ligesom handlingen i parrets romaner ofte er inspireret af virkelige hændelser, gør det samme sig gældende for hovedkaraktererne i deres to seneste romaner, politiassistenten Tessa Højmark og sikkerhedskonsulenten Adam Forsberg.

De to karakterer er inspireret af et par, som Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig sad til bords med til et bryllup.

- De var begge politifolk, og de var simpelthen sådan nogle interessante mennesker, så Tessa og Adam er mere eller mindre kopieret fra dem, og det ved de godt. Jeg tror, de synes, det har været lidt sjovt pludselig at blive til romanfigurer, siger Lisbeth Zornig.

De to karakterer har dog udviklet sig meget undervejs i skrivearbejdet, og Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm kan ofte tage sig selv i at diskutere, hvordan Tessa og Adam ville reagere i forskellige situationer.

De bruger meget tid på at gå lange ture eller sidde omkring et bål om aftenen med et glas rødvin og lade ideerne komme og vokse både i forhold til karaktererne og plottet.

De oplever det ikke som en udfordring både at være gift og arbejde sammen.

- Vi har meget stor respekt for hinanden, så hvis der er en, der får en idé, og den anden trækker på det og ikke synes, det er verdens bedste idé, så falder den. Det er ikke noget, vi begynder at diskutere, siger Mikael Lindholm.

- Vi trækker på hinandens styrker, går uden om svaghederne og er gode til at gribe hinandens idéer uden misundelse. Vi er ligeglade med, hvem der har ejerskab til idéerne, og vi går ikke op i at få ret. Vi vil bare gerne nå hen til det, som vi begge to synes er det bedste, siger han.

/ritzau/