BT gav sidste søndag fem stjerner for første afsnit af DRs dramasatsning »1864«. I denne uge er anmelder Niels Lind Larsen knap så begejstret, men andet afsnit får alligevel fire stjerner af anmelderen, der synes, at debatten om historiske fakta overskygger skønheden ved Ole Bornedals dyre serie. Det skriver bt.dk.

Det er dog meget forskelligt, hvordan anmelderne har modtaget andet afsnit af »1864«.

Ekstra Bladets anmelder giver afsnittet to stjerner. I anmeldelsen bemærkes, at serien allerede har modtaget en del kritik, der dog mest har omhandlet seriens historiske skildringer.

»De færreste har dog hæftet sig ved det egentlige problem: At den ikke er særlig god. Efter første afsnit var det stadig muligt at lade tvivlen komme den anklagede til gode, men efter nu at have tilbragt næsten to timer sammen med Peter, Laust og alle de andre, må man konstatere, at piben skal have en væsentlig anden lyd fremover, hvis den skal snige sig op på bare en middelkarakter,« står der i Ekstra Bladets anmeldelse.

Berlingskes anmelder giver afsnittet tre stjerner og kritiserer blandt andet, at figurerne bliver »skåret ud i pap«.

»Når Bornedal alligevel formår at holde nogenlunde sammen på løjerne og trække tre små stjerner hjem, skyldes det ikke mindst dramaets følelsesmæssige kerne, som ligger hos brødrene Peter og Laust, der begge melder sig til hæren – Laust for at hævne sin far, Peter for at opleve verden,« står der i Berlingskes anmeldelse.

Jyllands-Postens anmelder giver afsnittet tre stjerner og kalder serien »svært uengagerende«.

»I den indledende ’voice over' bliver der sagt: ’Som i alle erindringer skinnede solen altid, og der var kun få skygger.’ Som vi ved, var alting jo bedre i de gode gamle dage, og i dette pastelpositive skær træder vores minder gerne ganske unuancerede frem. Det gode var rigtigt godt, det dårlige virkeligt slemt. Måske kan vi kun huske endimensionelt,« står der i anmeldelsen, som fortsætter:

»Hvis dét er instruktør Ole Bornedals pointe, hamrer han det eftertrykkeligt fast med sin egen fortællestemme, der har usandsynligt svært ved at grave dybt og efterlade mere end de mest overfladiske beskrivelser af mennesket anno 1864«.