Internt notat fra Den kongelige Ballets ledelse fortæller, at konsulent Helle Hein udviklede et had-/kærlighedsforhold til balletmester Nikolaj Hübbe.

'Jeg gør kun dette, fordi jeg elsker dig.'

Ovennævnte sætning var direkte stilet til Det Kongelige Teaters balletmester, Nikolaj Hübbe, og er ifølge et internt notat fra balletledelsen eksempel på den retorik, som konsulent Helle Hein brugte på møder, mens hun var hyret af balletten som konsulent i forbindelse med et forskningsprojekt.

Det fremgår af en artikel i Weekendavisen fredag. Avisen er kommet i besiddelse af notatet, som er skrevet af balletmester Nikolaj Hübbe, ballettens administrationschef Henrik Sten Petersen og personaleudviklingschef Christa Kjøller og stilet til teatrets bestyrelse.

I den fem sider lange redegørelse beklikkes hele Helle Heins tilgang til opgaven og der sættes spørgsmålstegn ved hendes videnskabelige redelighed. Hun har ifølge brevet blandt andet forsøgt at påvirke kunstneriske beslutninger og hun har opsøgt balletmesteren på hans privatbolig for at få møder med ham. Det afviser Helle Hein.

Ifølge brevet og Weekendavisen har Hübbe heller aldrig erkendt det »erkendte kokain-indtag«, som Helle Hein omtaler i et direkte brev til bestyrelsesmedlemmerne, der er derimod tale om en regulær fejlfortolkning. I slutningen af den fem sider lange redegørelse hedder det:

»På denne baggrund har vi følt, at Helle Hein har haft svært ved at udøve en professionel distance til opgaven og i stedet har sat sig i en slags afhængigheds-had/kærlighedsforhold til balletten og balletmesteren. Det styrkes tillige af en retorik på møder m.m. som: »Du har godt af at smage din egen medicin«. »Jeg er ballettens frelsende engel«.«

Over for Weekendavisen afviser Helle Hein, at hun skulle have brugt disse udtryk.

Konsulent Helle Hein henvendte sig i juni i et brev til hver enkelt medlem af teatrets bestyrelsen, hvor hun gjorde opmærksom på de problemer, hun mente var i balletkompagniet. Hun gik således ifølge Weekendavisen bag om ryggen på sin opdragsgiver, balletkompagniet. Brevet er en primære årsag til, at bestyrelsesformand Stine Bosse er gået så stærkt ind i sagen og i offentligheden talte om ledelsessvigt. Men artiklen i Weekendavisen rejser nu spørgsmålet, om det havde været justitsmord, hvis sagen var endt med en fyring af Hübbe.

BNB