Regentparrets første fælles kunstudstilling nogensinde, som udstilles på Aros, får positive anmeldelser.

Der er foreløbig ros til dronning Margrethe og prins Henriks udstilling på kunstmuseet Aros i Aarhus. Udstillingen begyndte lørdag og får fire stjerner i Berlingske og fem stjerner i Jyllands-Posten.

»Meningerne er altid delte, når dronningen udstiller. Nogle vil mene, at en sådan udstilling bruger plads og tid, der kunne have været anvendt til andre og - underforstået - bedre formål. Mens andre på den anden side kan argumentere for, at publikumsmagnetiske udstillinger af denne art - og der er fortilfælde, hvor de har haft en afgørende betydning for et museums økonomi - skærper interessen for kunst. Også ud over særligt interesseredes rækker,« skriver Torben Weirup, anmelder på Berlingske.

Han understreger, at det har »væsentlig betydning, at det danske samfund har et regentpar, der tager billedkunst og lyrik så alvorligt, at det fylder meget i deres liv, gerning og interesser«. Berlingske belønner udstillingen med fire stjerner ud af seks mulige.

Jyllands-Postens anmelder Lars Ole Knippel er endnu mere begejstret og giver udstillingen fem stjerner.

»Det er et vibrerende og kreativt stævnemøde mellem et gallisk og nordisk temperament, som Aros giver husly til,« skriver Lars Ole Knippel i Jyllands-Posten om de mere end 150 kunstværker, som regentparret har udstillet.

Værkerne tæller alt fra malerier, digte til voluminøse skulpturer samt bispekåber. Og Jyllands-Postens anmelder udtrykker desuden, at han er imponeret af den »maniske flid«, der ligger bag den royale kunstproduktion.

Udstillingen »Pas De Deux Royal - et kunstnerisk møde« begyndte lørdag og varer til 24. februar.