Frankrig har været ramt af protester mod en omstridt pensionsreform. Det aflyser nu kong Charles' statsbesøg.

Kong Charles' besøg i Frankrig bliver udskudt. Det sker, fordi landet i en periode har været præget af spændinger omkring en omstridt pensionsreform.

Det oplyser det franske præsidentkontor.

Beslutningen blev taget efter en telefonsamtale mellem Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og kong Charles.

- I lyset af gårsdagens meddelelse om endnu en dag med nationale protester mod pensionsreformen på tirsdag, vil kong Charles' besøg, der oprindeligt var planlagt til den 26.-29. marts, blive udskudt, siger præsidentkontoret i en meddelelse.

Det var den franske præsident, der bad den britiske regering om at udskyde besøget. Udskydelsen sker med samtykke fra alle parter, siger regeringen i Storbritannien.

Der vil hurtigst muligt blive fundet et nyt tidspunkt for statsbesøget.

Den britiske regent skulle have besøgt Paris på søndag sammen med sin hustru, dronning Camilla.

Et planlagt statsbesøg i Tyskland kommer til at foregå som planlagt. Det oplyser en kilde fra Buckingham Palace til Reuters.

Frankrig har i mange dage været ramt af uroligheder og protester mod en omstridt pensionsreform.

Torsdag deltog tæt på 1,1 million mennesker i demonstrationer i flere franske byer.

Ifølge Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, blev 123 politifolk såret under de voldelige gadekampe, mens 80 personer blev anholdt.

Det danske udenrigsministerium advarer mod demonstrationer og uroligheder i Paris og andre større byer.

- Hold dig på afstand, da det kan udvikle sig voldeligt. Vær opmærksom på dine omgivelser især på steder, hvor mange mennesker er samlet, skriver ministeriet på sin hjemmeside.

Selv siger Emmanuel Macron, at han accepterer, at pensionsreformen kommer til at koste ham popularitet.

- Når jeg står med et valg mellem kortsigtede meningsmålinger eller landets generelle interesse, vælger jeg landets generelle interesse, sagde han i et interview på fransk tv onsdag ifølge AFP.

/ritzau/Reuters