Komikeren Heino Hansen har altid haft en stor kærlighed til lokalnyheder. Derfor dykker han ned i aktuelle nyhedshistorier fra hele landet i nyt tv-program.

Hvorfor har byrådet i Køge Kommune ikke fikset den talende skraldespand i Borup, som ikke længere snakker? Og hvordan er der egentlig på det legendariske kræmmermarked Døllefjelde Musse på Lolland?

Det undersøger komikeren Heino Hansen over otte afsnit i programmet "Lokalposten med Heino Hansen", som kan ses på TV 2 og TV 2 Play.

Et program, som han har lavet, fordi han gerne vil dele sin egen interesse for lokale nyheder.

- Jeg håber, at folk får øjnene op for, hvor meget forskelligt og spændende, der foregår rundt omkring i landet.

- Der sker simpelthen så meget herligt derude, og når jeg laver det her program, er det ikke for at pege fingre eller grine af folk. Det er nyheder, som hver især handler om noget reelt og genkendeligt, siger den 37-årige komiker.

Han mener, at de lokale nyheder får for lidt kærlighed, og han har gennem hele sin karriere beskæftiget sig med den nære journalistik.

Heino Hansen har arbejdet for at give de lokale nyheder mere opmærksomhed både som radiovært på The Voice, og da han lavede podcasten "Nyt fra Næveren" om hjemstavnen Næstved.

- Jeg er godt klar over, at kanslervalget i Tyskland kan have langt større effekt på det danske samfund end nyheder fra Esbjerg.

- Men jeg synes også, det er vigtigt, at man får øjnene op for, hvad der foregår rundt omkring i vores eget land. Jeg tror også, at der er flere, der kan relatere til de lokale nyheder, siger han.

Heino Hansen er oprindeligt uddannet bager, men han ernærede sig kun i en kort periode inden for faget. Han opsagde jobbet hos Føtex-bageren for at satse på standuppen, efter at han fik andenpladsen ved DM i standup i 2010.

Efterfølgende har han både arbejdet som radiovært, opvarmet for andre komikere og optrådt med sine egne shows som "Heino i hegnet" og "Heino what you did last summer".

Sidste år medvirkede han i TV 2's seersucces "Stormester" og blev for alvor et kendt ansigt i de danske hjem.

Men det seneste år har været det hidtil travleste for den driftige komiker.

Han og hustruen Cecilia Hansen blev forældre for anden gang i foråret, og han har haft premiere på tre tv-programmer - først TV 2-showet "Hvad Heinos far gør", så DR2-serien "Gæsten og hesten" og nu TV 2-programmet "Lokalposten med Heino Hansen", som havde premiere tirsdag den 12. oktober.

Helt aktuelt turnerer Heino Hansen landet rundt med sit onemanshow "Heino Hansens første comedy show". En turné, som fortsætter langt ind i det nye år.

- Der er mange, som spørger mig, om jeg kan klare det. Men jeg synes, jeg har taget en voksen beslutning, og jeg kan godt klare det. Men selvfølgelig er det godt planlagt, siger han.

Han har heller ikke været meget hjemme i den seneste tid. Det er dog ikke noget, der bekymrer komikeren, da han og familien er vant til det fleksible arbejde.

- Det er jo ikke kommet hen over natten, jeg har lige så stille bygget det op over de sidste 13 år, siger komikeren.

Fordi arbejdet som komiker ofte foregår om aftenen og i weekenderne, har Heino Hansen muligheden for at være sammen med sine to sønner på en helt almindelig tirsdag.

- Planlægning er alting. Vi har været klar til, at jeg skulle på turné, og der er ikke noget, der ikke er planlagt grundigt.

- Jeg har jo tid til mine børn på andre tidspunkter. Derfor tror jeg heller ikke, det er bedre at have et 8-16 job end det her. Jeg tror faktisk ikke, der er noget, der som sådan er bedre end det andet, siger Heino Hansen.

/ritzau/