Op ad den røde løber, midt i flokken af jakkesæt og gallakjoler dukkede Simon Spies pludselig op til teatrets Reumert-fest søndag. Bag skægget og tre morgenbolledamer befandt sig naturligvis Nicolaj Cederholm, der har overtaget Spies-rollen på Østre Gasværk efter Anders »Anden« Matthesen. Med deraf faldende billetsalg. »Simon« og Cederholm har brug for omtale.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Siden repremieren 1. april har der været dage, hvor kun en tiendedel af teatrets 812 pladser har været fyldt. Der er absolut ingen problemer med at få billetter til de næste 24 forestillinger frem mod sæsonafslutningen 28. maj. Og der udloves endda hver dag 20 gratis billetter via teaterets hjemmeside.

I sidste sæson var belægningen tæt på 100 pct. 80.000 billetter blev solgt. Plus 20.000 DVDer. Så efter flere år med økonomisk krise fik Østre Gasværk overskud og genoprettet sin egenkapital.

Nu er det igen en kold tid på gasværket, og »Simon« har brug for dén omtale, en Reumert-event kan skabe.

Ville peppe kedeligt show op
»Selvfølgelig kunne vi bruge omtale, men det var egentlig bare for at peppe op under et normalt lidt kedeligt Reumert-show,« forsikrer Cederholm, der selv har skrevet manuskript og instrueret »Simon« og sidder altså også på hovedrollen - til trods for, at han ikke har spillet skuespil i 17 år.

»Selvfølgelig var det optimistisk. Der er mange, der har set det, og jeg er godt klar over, at jeg ikke er nogen stjerne i at optræde. Der er ikke fyldt hver dag, men jeg trøster mig med, at publikum er jublende glade, og jeg har svært ved at forestille mig, at de ikke skulle gå hjem og anbefale det til andre,« siger Nicolaj Cederholm.

den@bt.dk