Kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang er god til sund mad, mens det ifølge hende selv halter med træningen. Grøntsagerne opbevarer hun i sit dedikerede grøntsagskøleskab, og så har hun altid Kalles Kaviar på lager.

Hvad er sundhed for dig ?
»Jeg kan altid mærke på min krop, om jeg spiser sundt og godt. Det gør jeg bestemt ikke altid, så jeg forsøger at være god til at mærke efter. Jeg har altid været ret stærk, men de sidste par år har jeg kunnet mærke, at jeg ikke er stærk længere. Jeg arbejder ikke fysisk så meget mere, så at træne mig stærkere er klart noget, jeg vil bruge tid på fremover.«

Hvad er dine udfordringer i forhold til sundhed?
»Travlhed! Som hos de fleste. Jo mere travl jeg er, jo dårligere spiser jeg, og jo mindre bevæger jeg mig. Desværre – for det bør jo netop være dér, man tager sig sammen.«

Hvornår føler du dig mest sund?
»Når jeg er ude i naturen, spiser dejlige råvarer, går en smuk tur, bader i havet. Når jeg har tid til at læse en bog, gå i teateret eller glo ud over vandet. Eller når jeg griner i timevis med dem, jeg elsker, får en massage eller spiser en stærk ramen. I det hele taget føler jeg mig mest sund, når jeg er glad, og der er ro på.«

Louisa Lorang.
Louisa Lorang. Foto: Maria Warnke Nørregaard
Vis mere


Hvad har du altid i dit køkken?
»Mange ting! Jeg har et køleskab udelukkende til grøntsager. Har altid æg, løg, kål, parmesan, vin, mayo, miso, kimchee, god vin, champagne, citrus og næsten altid æbler og spinat. Og så har jeg ALTID chokolade, smør og Kalles Kaviar.«

Hvordan giver du dig selv den bedste start på dagen?
»Jeg spiser ofte morgenmad lidt sent – jeg spiser en mættende morgenmad, gerne aftensmad fra dagen før, æg, kål, chili. Gerne vand med citron, og skal jeg hurtigt ud ad døren, spiser jeg gerne en sildemad eller drikker en greenie med f.eks. grønkål, squash og kiwi.«

Louisa Lorang.
Louisa Lorang. Foto: Maria Warnke Nørregaard
Vis mere


Hvordan holder du dig i form?
»Jeg er faktisk virkelig dårlig til det med formen. Men jeg træner pilates halvanden time om ugen og går utroligt meget. Jeg håber at finde mere tid til flere ting i fremtiden.«

Dit bedste råd til en sund hverdag?
»GÅ! Alt det, du kan. Til og fra arbejde, når du holder møder, når du skal købe ind, hente børn, mødes med veninder eller andet – så gå. Det giver mig den dejligste energi, og jeg får ro til at finde på nye ting!«