Når pigen i et ægteskab forvandler sig til en enerådig dame, er Klaus Pagh smuttet. Nu er han gift for fjerde gang.

Det er i det drillende ulveblik bag den firkantede gigant-brille. I den drevne, nærmest nonchalant tilbagelænede Hellerup-dialekt. Og det er i måden, han bevidst omtaler modne kvinder som 'piger' på.

Gu ved han da, at han provokerer, Klaus Pagh . Goe gamle Pagh . Damernes dengse. Den tidligere teaterdirektør, der turnerede rundt som feteret ungkarl, indtil han dansede sig forbi de 38 år.

Siden har den nu 73-årige pensionist giftet sig fire gange og opsummerer selv en væsentlig årsag til sine tre skilsmisser i den for ham så karakteristiske sætning:

- Jeg vil mærkeligt nok gerne føle mig som en mand!

Vil have en sød, lille pige
For det er lige præcis, hvad Klaus Pagh vil. Spille manderollen til fingerspidserne i det hus, han i dag deler med sin thailandske kone, 28-årige Nancy, og ægtefællens datter.

- Jeg har altid gået efter en sød, lille pige, som jeg kan være noget for. Men i løbet af kort tid bliver det sådan, at hvis man giver dem en ring i fire karat, så spørger de, hvorfor den ikke er i ni ligesom venindens, griner Klaus Pagh , som godt vil være ved, at hans syn på mandens rolle i et ægteskab kan virke gammeldags:

- Men jeg vil altså gerne have, at de er glade for de ting, man har sammen. Jeg taler ikke udelukkende om det materielle.

Jeg vil gerne give min kvinde oplevelser og mærke hendes glæde og begejstring ved de ting, jeg gør for hende. Det kan jeg godt lide.

Hvis jeg får fornemmelsen af, at de kender det hele i forvejen og kan klare sig meget bedre uden mig, så er det slut.

Fra søde piger til bevidste damer
Klaus Pagh understreger, at han udelukkende har giftet sig med kvinder, han har været stormende forelsket i. Første gang var i 1973, hvor han blev blæst bagover af skuespilleren Sonja Oppenhagen, der på det tidspunkt var i midten af 20erne.

De to nåede at være gift i otte år, inden parret måtte opgive at få forholdet til at fungere.

- Kvinder forandrer sig meget, når man gifter sig med dem, konstaterer Klaus Pagh , der ikke per refleks nikker med det rare morfar-ansigt, når spørgsmålet går på, om den ændring er til det bedre.

- Måske for dem selv. De udvikler sig jo fra at være nogle søde små piger til at blive nogle meget bevidste damer. Og i Danmark vil kvinden jo helst være bedre end manden på alle punkter. Du har ikke det her, som jeg har nu med min asiatiske kone. Jeg føler mig mere som en mand over for hende - hun er generelt mere feminin end danske piger.

I dag vil danske piger realisere sig selv, som det hedder. De vil på en eller anden måde være bedre, stærkere og klogere end manden. Så kan man tage konkurrencen op og kæmpe imod det. Men jeg er ikke sikker på, at den kønskamp er god.

Nej tak til 70-årige damer
Et gennemgående tema i Klaus Paghs kærlighedsliv er alder. Og skulle nogen sidde og gemme på lidt indestængt aldersfascisme, er Pagh ganske rolig. Han ved, hvad han kan lide - og skammer sig ikke.

- Jeg er ikke en vendekåbe. Jeg har altid bedst kunnet lide unge piger, og jeg har ikke forandret smag. Slet ikke.

Jeg kan ikke se mig selv sammen med en dame på 70 år. Det er måske lidt umodent, men det drejer sig om, at jeg gerne vil føle, at det er mig, der beskytter hende. Igen handler det om, at jeg vil føle mig som en mand - og jeg vil nødigt have en kone, der er stærkere end jeg selv og som behandler mig som en klud.

Hvor Klaus Paghs første skilsmisser gik forholdsvis stille af, udviklede skilsmissen fra Ida von Hahn i 1998 sig til et regulært drama. I B.T. føg det med beskyldninger fra von Hahn, der mente, at Klaus Pagh både havde slået og sparket hende. Pagh forsvarede sig med, at det var ham, der var blevet angrebet.

- Det var rædselsfuldt, og der blev sagt nogle ting om mig, som ikke passede, siger Klaus Pagh , der dog ikke ønsker at gå i detaljer.

De to er i dag gode venner og har desuden skrevet under på ikke længere at ytre sig offentligt om bruddet.

- Det værste var dog, at jeg faldt i kløerne på en, der var endnu værre. En ældre mand, der er alene, er meget sårbar. Der skal ikke mere til end en sød pige, der stryger dig over panden. Så håber og tror man, at lykken er fundet igen. Der skal man være mere kritisk, men når man har været alene i nogle år, bliver man altså et let offer.

Bliver snart en olding
Selvom Klaus Pagh altså har prøvet det der med at falde i for skarpe kløer, er det igen at kunne se nye kvinder essentielt for ham i bearbejdelsen af en skilsmisse.

- Lige efter er man dog slet ikke interesseret i at starte hele cirkusset forfra, forklarer Pagh, som heldigvis fandt sin Nancy for godt tre år siden.

Pagh var på et besøg hos en god ven i Thailand og mødte her den smukke, enlige mor. Parret blev så glade for hinanden, at Nancy sidste år flyttede med Pagh til Danmark.

- Jeg har dét, som hun gerne vil have og omvendt. Og så er vi samtidig dødforelskede, siger Klaus Pagh og afslører, at parret har lavet en deal.

- I dag er jeg jo bare ældgammel. Men om ti år er jeg en olding. Men efter hvad jeg kan forstå på Nancy, vil hun meget gerne passe på mig, når jeg bliver gammel.

- Det synes jeg er meget, meget flot af hende. Og det tager jeg gerne imod og håber ikke, at hun forandrer mening, når hun skal til at trille mig i rullestol ned ad Frimodtsvej. Nej, jeg tror, at vi har et stærkt bånd. Så kan jeg til gengæld hjælpe hende med bl.a. økonomien senere i livet.

Hvis jeg får fornemmelsen af, at kvinderne kender det hele i forvejen og kan klare sig meget bedre uden mig, så er det slut

En ældre mand, der er alene, er meget sårbar. Der skal ikke mere til end en sød pige, der stryger dig over panden.